Fængselsbetjente topper listen over erhvervsgrupper med risiko for arbejdsrelateret vold i en ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Undersøgelsen peger på, at vold på arbejdet øger risikoen for depression.
Gennem syv år har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, fulgt en million lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Undersøgelsen viser, at fængselsbetjente har en høj risiko for arbejdsrelateret vold. Det uniformerede personale i Kriminalforsorgen fremhæves som risikogruppe sammen med blandt andet ansatte i politiet og psykiatrien.
Undersøgelsen peger på, at vold på arbejdspladsen øger risikoen for depression. Når fængselsbetjente har en højere risiko for vold, har de altså også højere risiko for at udvikle depression.
HØJEST RISIKO FOR VOLD PÅ JOBBET
Fængselsbetjente
Politibetjente
Socialpædagoger
Vagtpersonale
Skolelærere
Plejepersonale
Servicemedarbejdere
Andre servicemedarbejdere
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø
Seniorforsker Ida Madsen fra forskningscentret siger: ”Vi har ikke undersøgt risikoen for depression blandt fængselsbetjente specifikt, men fordi fængselsbetjente er del af dén gruppe, som har høj risiko for vold, tyder resultaterne på, at fængselsbetjente har højere risiko for depression, sammenlignet med andre lønmodtagere.”
Forskningscentret har ikke undersøgt, hvem som udøver volden mod de forskellige offentligt ansatte, men forskerne peger på, at volden typisk opstår i forbindelse med relationelt arbejde.
”Uanset om volden på arbejdet er fra kollegaer eller borgere, klienter og patienter, er det meget alvorligt og skal tages seriøst. Resultaterne fra denne undersøgelse understøtter derfor behovet for, at arbejdspladser har fokus på forebyggelse af vold,” siger Ida Madsen.
Resultaterne tyder på, at fængselsbetjente har højere risiko for depression, sammenlignet med andre lønmodtagere, siger Ida Madsen.
Værktøj til forebyggelse
Hendes kollega fra forskningscentret, Birgit Aust, anbefaler, at ledere og medarbejdere systematisk samarbejder om at forebygge vold og trusler. Især i højrisikobrancher som Kriminalforsorgen. Det kan man blandt andet gøre med det nye værktøj ”Integreret Voldsforebyggelse”, som forskningscenteret står bag.
”Det er en metode, som kan styrke jeres praktiske tilgang til at forebygge vold og trusler og give konkrete løsninger på de udfordringer, I har på jeres arbejdsplads,” siger seniorforskeren, som har været med til at lave værktøjet.
Værktøjet kan hjælpe med at styrke samarbejdet mellem ledere og medarbejdere om at forebygge og håndtere vold og trusler og udvikle konkrete løsninger på de udfordringer, man har på sin arbejdsplads.
Læs mere på forskningscentrets hjemmeside.