20.04.2024

Peter Jørgensen har overtaget posten fra afdøde John Rasmussen

Velkommen til ny fællestillidsrepræsentant

Peter Jørgensen har overtaget posten som fællestillidsrepræsentant for afdøde John Rasmussen på Herstedvester Fængsel.

Peter Jørgensen begyndte sin karriere på Herstedvester Fængsel tilbage i 2000, og har været der lige siden. I 2010 blev han valgt ind som suppleant i lokalafdelingen for medlemmerne i Institution Vestegnen, og i marts 2023 valgt som suppleant for John Rasmussen.

Peter Jørgensen hilser den længe ventede lønstigning velkommen, men mener samtidig, at løn ikke løser alle problemer:

“Jeg har været ansat længe nok til at kunne huske, hvordan normeringerne på afdelinger og værksteder så ud for 20 år siden. Hvis vi for alvor skal forbedre arbejdsmiljøet i fængsler og arresthuse, skal vi være flere på arbejde. Den samtale mangler, og den samtale vil jeg gerne starte.”

Derudover ligger tjenestetidstilrettelæggelse den nye tillidsmand nært.

“Alle ansatte og deres familier har i lang tid været under et stort pres på grund af vores rekrutteringsvanskeligheder. Jeg savner en mere fleksibel tjenestetidstilrettelæggelse, uden for mange andre restriktioner end arbejdstidsreglerne, som selvfølgelig skal overholdes. Det gælder om at få skabt et større overskud hos vores personale.”

BLÅ BOG

Peter Jørgensen blev ansat på Herstedvester Fængsel i 2000, og er blevet der lige siden. Han blev i 2010 valgt som suppleant i Institution Vestegnen og i 2023 som suppleant for John Rasmussen. Peter Jørgensen blev den 14. december 2023 fra den ene dag til anden tillidsrepræsentant, da John Rasmussen pludselig gik bort, og siden formelt valgt den 21. marts i år.