To løbeglade fængselsbetjente startede sidste år PTSD Løbet på Aalborg Kaserne. Her deltog 650 mennesker, som i alt fik skrabet 72.000 kroner sammen til Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende.
Til sommer gentages succesen ikke blot i Aalborg, men også i Slagelse ved Antvorskov Kaserne. Igen i år bestemmer man selv, om man vil løbe kort eller langt, gå eller heppe med fra sidelinjen. Du kan også prøve kræfter med terrænet omkring Hvorup på mountainbike.
Alle distancer koster 100 kroner, og du kan købe en tilskuerpladsbillet til 25 kroner. Der vil derudover kunne købes snacks og merchandise. Pengene går igen i år til Landsforeningen for PTSD-ramte og pårørende.
De to stiftere Bo Trige og Jonas Rosenvinge håber i år at kunne fordoble deltagerlisten fra sidst. Så kom med!
Løbet finder sted i Aalborg den 24. august og i Slagelse den 14. september.
Du kan tilmelde dig her indtil den 16. august.
Her kan du som sidste år også deltage virtuelt.