Lønnen er for lav i forhold til ansvar og risiko. 183 transportbetjente har sagt op.
Personaleomsætningen er meget høj blandt transportbetjente. I løbet af de få år stillingen har eksisteret, er der ansat 322 medarbejdere, men 183 er stoppet igen. Det er mere end hver anden.
Det var altså ikke tomme trusler, da 40 procent af transportbetjentene svarede, at de overvejede at forlade jobbet i et spørgeskema som Fængselsforbundet udsendte for to år siden.
Dengang pegede betjentene på dårlig løn, arbejdsvilkår og udviklingsmuligheder, som grunden til at de ville finde andre græsgange.
Siden har mange taget konsekvensen, og bemandingen falder kraftigt.
Hvor der i 2021 var 173 transportbetjente, er der nu kun 134. En nedgang på 20 procent.
Ifølge Fængselsforbundets tillidsrepræsentant Peter Rasmussen står Transportenheden med et alvorligt bemandingsproblem.
”Vi mangler over 30 procent af det personale, vi er normeret til. Vi har voldsomt meget overarbejde. Den eneste grund til, at vi ikke bliver beordret i tjeneste er, at vi kan sende kørselsbestillinger tilbage til politiet, hvis vi ikke selv har personale til at køre dem. I dag har vi afvist 13 ud af 60 bestillinger på grund af manglende personale, og der er dage, hvor vi afviser flere,” siger han.
Personaleproblemet giver dermed flere opgaver til politiet, som også mangler folk.
Vi mangler over 30 procent af det personale, vi er normeret til, siger Peter Rasmussen
Lønnen er for lav
Da transportbetjentene kom til i 2018, var det nemt at rekruttere. På kort tid blev der ansat 200 betjente, men det har vist sig svært at holde på de nye kollegaer.
Peter Rasmussen ser lønnen som det største problem: ”Den er for lav i forhold til den risiko, der er forbundet med jobbet. Hvor der for eksempel ydes bandetillæg til fængselsbetjente, ydes der intet tillæg til os, som kører med de samme indsatte og fremstiller dem i retten foran familie og venner, som ofte har en adfærd, der ikke ville blive accepteret andre steder i samfundet. Det anerkendes simpelthen ikke, at vi er meget udsatte. Vi kan ikke bare trykke på en alarm, og så kommer der assistance i løbet af 30 sekunder. I stedet må vi vente på, at der kommer en politipatrulje frem.”
Tillidsrepræsentanten peger samtidig på, at der mangler udviklingsmuligheder i jobbet. Det er han i dialog med ledelsen om.
Tillidsrepræsentant for fængselsbetjentene i transportenheden, Jonas Kjær Nielsen, er enig i Peter Rasmussens vurdering af situationen. Hvis bemandingen skal tilbage på sporet, kræver det især bedre aflønning.
”Kriminalforsorgen har brug for en krisepakke i form af højere løn til alle uniformerede – både transportbetjente og fængselsbetjente, hvis vi skal redde de sidste uniformerede, inden de forsvinder helt. Sådan er det,” siger Jonas Kjær Nielsen.
Skifter til fængselsbetjent
Når løn og risiko er afvejet, vælger mange transportbetjente altså at forlade jobbet. Nogle søger til tidligere arbejde med bedre betaling, andre finder nye muligheder, men der er også 38 betjente, som har valgt at skifte til fængselsbetjent via merituddannelsen. Det hjælper på bemandingen indenfor murene, men svækker bemandingen til transporter udenfor.
Højere løn?
Direktør for Center for Sikkerhed, Anne Erlandsen, har ikke en holdning til, om lønnen er god nok for transportbetjentene. Hun siger, det er op til
arbejdsmarkedets parter ved overenskomstforhandlingerne.
I stedet prøver man at styrke bemandingen på andre måder. Hun peger på, at Transportenheden blandt andet har ugentlige feedback-sessioner for alle uniformerede medarbejdere, hvor der sparres om dagens arbejde.
”Derudover har vi fokus på at styrke kompetenceudviklingsmulighederne, og der har blandt andet været afholdt gruppeførerseminar samt fyraftensmøder med oplægsholdere. Vi ser også den nye uddannelse med en fælles indgang som en styrkelse, idet alle dermed får et bredere kendskab til
hinandens arbejde.”
Hun peger desuden på Kriminalforsorgens rekrutteringsindsatser, hvor Transportenheden deltager aktivt. For eksempel kampagnelastbilen. Ligesom at der også deltager en transportbetjent i den nye podcast ’Fuhlendorff i Fængsel’.
”Men vi er langt fra færdige. Manglen på medarbejdere er en af vores største udfordringer. Transportbetjentene er vigtige for Kriminalforsorgen og forarbejdet med at skabe tryghed i Danmark. Og vi skal have flere,” siger Anne Erlandsen.