17.04.2024

Vinderen af julequizzen: Året der gik i Kriminalforsorgen

At dømme efter deltagelsen i Fængselsforbundets julequiz er der mange, der trænger til at vinde en uges pause fra ræset: 894 besvarelser modtog vi. Desværre kan der kun være én vinder, som vi har bedt lykkens gudinde – tillidsrepræsentant Hanne Munk fra Hobro Arrest – om at udtrække.

Nu er tiden kommet, hvor vi kan afsløre den heldige vinder af en uge i Marbella eller i et af vores danske sommerhuse.

Og vinderen er: Anna Hangel, der er elev i Søbysøgård Fængsel. Stort tillykke!

Vi kan afsløre, at hun blev virkelig glad, da vi fangede hende på telefon i fængslet og overbragte hende nyheden.


Men lad os nu sammen tage tilbageblik i nedslag på året, der gik i Kriminalforsorgen og dermed julequizzens spørgsmål og svar.

Vi begynder ved den spæde start af 2019, hvor Kriminalforsorgen valgte at gå i land efter at have sejlet rundt på diverse kendte og ukendte farvande. Spørgsmålet i quizzen lød:

I januar ændrede Kriminalforsorgen navne. Hvad blev det nye navn til Institution Omme Å?

Det rigtige svar er Institution Sønder Omme, og det var der 675 af jer, der havde fanget.

I februar udkom en bog om arbejdet bag murene. Spørgsmålet i vores quiz lød:

‘Huset vinder altid’ er navnet på en ny bog, som udkom i februar. Hvilket fængsel handler bogen om?

Svaret er Nyborg Fængsel. Det svarede stort set alle rigtigt på.

Jeg har en plan. Den er god med dig, Egon, og når man har sagt Egon – har man også sagt det fængsel, som næste spørgsmål handler om: I april blev et hæderkronet fængsel sat til salg. Hvilket?

Svaret er nok klart for selv Benny: Vridsløselille Statsfængsel.

Vi er nu nået frem til sommeren, hvor der skete nye ting mod nord. Et fængsel åbnede, og det er der siden skrevet meget om på godt og ondt. Spørgsmålet i quizzen lød: I juni åbnede et helt nyt fængsel. Hvor henne?

Svaret er Nuuk. Det var der faktisk kun 80 procent, der svarede rigtigt på.

Man skal lægge hoved til meget, når man er fængselsbetjent. Men hvor var det, der var så meget indkast af flasker og hash, at man i sensommeren besluttede sig for at tage cykelhjelm på? Quizzens spørgsmål lød: Hvor blev kollegaerne i juli nødt til at tage cykelhjelmene frem for sikre sig mod indkastning?

Svaret er Jyderup Fængsel. Et svar 82 procent har valgt.

Det var Fængselsforbundets idé – og i august blev den til virkelighed!
Spørgsmålet lød: Hvor åbnede den nye skole for fængselsbetjente i august?
Svaret er Møgelkær Fængsel, og det var der 647 deltagere, der havde svaret rigtigt på.


Det var ikke en trold af en æske: Der manglede betjente i september. Quizspørgsmålet for denne måned lød: I september oplyste et fængsel, at de manglede en tredjedel af bemandingen. Hvilket?

Svaret er selvfølgelig Storstrøm Fængsel. 90 procent af jer ramte rigtig på denne.


Heller ikke trold af æske: Der var for mange indsatte i forhold til pladser i oktober.

Julequizzens spørgsmål var: Overbelægget slår nye rekorder. Hvor lå belægget på 131 procent i oktober?

Svaret er Næstved Arrest. Den var lidt svær. 79 procent af jer vidste det.


Naturen kan også være synderen, når det gælder besvær med at drive fængsler. Lynet legede Mattisborg med et fængsel i det forgange år, og vi spurgte: I hvilket fængsel var der i november stadig vrøvl med teknikken efter to lynnedslag?

Det rigtige svar er Enner Mark Fængsel. Det var der 93 procent af jer, der vidste.

Sidste spørgsmål i årets julequiz var af den kulinariske slags: Hvad er den mest populære ret juleaften i landets fængsler og arresthuse?

95 procent svarede and – det det korrekte svar. 1,6 procent svarede blomkålsbudding. Det er heldigvis for alle forkert.

Hermed kom vi rundt i året og Kriminalforsorgen.

Fængselsforbundet siger tak for i år med ønsket om en dejlig fredfuld jul og et bragende smukt nytår.