13.06.2019

At være menneske i en umenneskelig konstruktion

Hvordan undgår man at miste sig selv, når man fungerer som retssystemets forlængede arm? Fire fængselsbetjente fortæller i en ny bog, hvordan jobbet påvirker dem.

Rockerkrig, bandekrig, fangeoprør, flugtforsøg, trusler, overfald og skudattentat. Man er vidne til mange ting som fængselsbetjent.

Sådan har det også været for de fire betjente, som er hovedfigurerne i Casper Fauerholdts bog ’Huset vinder altid’ om livet i landets ældste lukkede fængsel: Nyborg.

To af betjentene arbejder stadig i Kriminalforsorgen. Men ikke de to andre. De har hver på sin måde oplevet den negative side ved jobbet: Den ene blev skudt ned foran fængslet. Den anden var vidne til det.

Læg dig ned!
Chris fortæller i bogen om den juli-aften i 2016, hvor han blev udsat for et attentat: ”Læg dig ned!” bliver der råbt til ham, da han lige har parkeret sin bil.

”Rolig nu. Jeg skal nok lægge mig ned,” svarer Chris. Men mens han lægger sig ned, bliver han skudt i låret.

Måske var det et uheld, tænker Chris, så bliver han skudt igen.

Chris kigger på pistolmanden, som et kort øjeblik ser ud til, at han ikke ved, hvad han skal gøre. Så stikker manden af.

Kort efter når hjælpen frem – det er Annita, som også er en af bogens fire betjente: ”Kig på mig. Det skal nok gå. Der er hjælp på vej,” siger hun.

Rygsækken fyldt op

Chris kommer sig aldrig over den aften. Hverken fysisk eller psykisk. Lægerne har vurderet, at han har mén-grad på 45 procent. Han kommer ikke til at arbejde igen. Og skal leve med, at han altid ska l være på vagt og frygte, at han bliver skudt.

Casper Fauerholdt ser Chris som et eksempel på en af de mange betjente, som har fået rygsækken fyldt op. Der er er ikke plads til flere overfald, trusler, kollega-konflikter, selvmord, visitationer og rapporter. Det er slut. Betjente som ikke kan rumme mere i jobbet og må forsøge at beskytte det menneske, der er tilbage.

Sådan er det også for Annita, som sagde op efter skudepisoden. Hun var ellers hærdet i jobbet og i stand til at holde en facade.

”Jeg blev hårdhudet, da jeg blev fængselsbetjent. Nu kunne jeg ikke længere sidde og tude over en eller anden film. Det kunne jeg ikke tillade.”

Hun anså sig selv som et menneske af den rette støbning til et hårdt job, men til sidst gik hun alligevel ned med flaget.

”Det var en facade. Det kan jeg først rigtigt se i dag, efter jeg er stoppet. Den facade krakelerer stille og roligt,” siger hun.

Det er os, der bestemmer
Michael arbejder stadig i Nyborg Fængsel. Det har han gjort siden foråret 2000.

Han har derfor været vidne til rocker- og bandekonfliktens eskalering op gennem nullerne. Som dengang Bandidos overfaldt fængslets inspektør, der blev slået ned med et jernrør i sin baghave, og da en overvagtmester blev angrebet med en jernstang ved sin garage to måneder senere.

Men Michael har besluttet sig for, at de indsatte ikke skal få lov til at intimidere ham: ”De skal ikke bestemme, hvordan jeg lever mit liv. Så har de vundet. Det er os, der bestemmer. Os der sætter dagsordenen,” siger han.

Det betyder, at Michael er den samme i uniform og uden uniform. Han skifter ikke personlighed på cykelturen på vej på arbejde. Og han holder stædigt fast i, at når indsatte truer ham eller vil slås, er det uniformen, de er efter. Ikke ham.

Straffen har vi ringmuren til
Allan er den sidste af bogens fire betjente. Han mener heller ikke, at han ændrer personlighed, når han tager sin uniform på.

Men han er opmærksom på, at han har ændret sig som menneske og fængselsbetjent i løbet af de 15 år, han har arbejdet i fængslet.

Hvor han som ung betjent gik op i regler og havde en kort lunte, har han nu fået mere fokus på samarbejdet.

”Med årene har jeg lært at finde min egen mening med jobbet. Vi forvalter straffen på vegne af samfundet, og straffen er, at fangerne holdes væk fra gaden. Og det har vi ringmuren til,” siger han i bogen.

Han bruger derfor mere tid på at tale med de indsatte: ”I dag kender jeg mange af fangerne igennem mange år, og jeg er klar til gå ret langt for dem, hvis de har et problem.”

Allan har dog oplevet mange voldsepisoder. Han er blandt andet blevet overfaldet af en indsat, som brugte et smadret lysstofrør som kniv. Selvom han blev hårdt ramt, blev Allan heldigvis ikke alvorligt såret – heller ikke psykisk. For som han siger i bogen, så ved han, at fangen ikke forsøgte at ramme ham som menneske. Det var den institution, som han repræsenterer, fangen forsøgte at skære i.

Af Søren Gregersen