05.12.2024

“Der er stor forskel på teori og praksis”

Cecilie Rand er faldet godt til som elev i Enner Mark Fængsel. Hun oplever dog, at der er stor forskel på relationsarbejdet i teori og praksis, og at eleverne til tider udgør en meget stor del af bemandingen.

Cecilie Rand på 25 år er meget optaget af samarbejdet med de indsatte, og det falder hende naturligt at få kontakt. Alligevel synes hun, det er en udfordring.

”På skolen får de det til at lyde som om, det er let at komme til at tale med de indsatte og bygge relationer op. Men det er det ikke. Det kræver meget, og det er forskelligt fra betjent til betjent, om det falder én naturligt,” siger hun og fortsætter: ”Det kræver virkelig ud-holdenhed og vedholdenhed, og man ska l vide, at selvom man bliver afvist de første 50 gange, man forsøger at tale med en bandedreng, kan det være, det først lykkes gang nummer 51.”

Cecilie Rand var elev på et af de første hold på skolen i Møgelkær i 2019, og selvom der er pres på, er hun glad for uddannelsen.

”Hverdagen er udfordrende, og det er en anderledes måde at tænke på. Man skal kunne holde hovedet koldt i pressede situationer. Men jeg er rigtig glad. Det er sjældent, jeg har en dårlig dag,” siger hun.

Mange elever på vagt
Cecilie oplever dog, at der nogle gange er mange elever på vagt. De har været oppe på 25 procent af styrken på Enner Mark, og det kan mærkes.

”På behandlingsafdelingen jublede man nærmest, når der var en fast på arbejde. På fællesskabsafdelingen kan stemningen hurtigt skifte, og der opstår hurtigere konflikter, så der er ledelsen meget opmærksom på, at vi ikke udelukkende er elever,” siger hun.

Udover bemandingsproblemerne har Cecilies elevtid også været præget af coronakrisen. Det kan mærkes i forhold til hverdagens forskellige opgaver og discipliner. Mange af dem er sat på pause.

”Der er en del ting, vi ikke kan og ikke skal, men jeg synes, vejlederne har været rigtig gode til at finde opgaver til mig, så jeg lærer noget om sagsbehandling alligevel,” siger betjent-eleven fra Enner Mark.

Af Maria Hamilton

 

”Det er den fedeste arbejdsplads, jeg har haft”

Eleverne savner fokus på læring

Forbundets 10 forslag til at styrke fængselsbetjentuddannelsen