23.08.2019

Fra venstre: Ole Kjær Madsen, Lars Lyngø og Alice Buhl

Værkmestre i Renbæk: Vi har stort set ikke andet end alenearbejde

I Renbæk Fængsel er der blevet syv færre værkmestre på fem år, og alenearbejde er reglen mere end undtagelsen.

Det er på tide, at der også bliver talt om værkmestre, når der bliver talt om bemandingsproblemer. Sådan lyder budskabet fra værkmestrene i Renbæk Fængsel i Sønderjylland.

Fagbladet møder tre af fængslets værkmestre i fængslets snedkeri: ”For fem år siden var vi 19 værkmestre. De seneste fire år er fem kollegaer gået på pension, og der er ikke blevet ansat nye. Nu er vi 12, og der er 18 flere indsatte, fordi fængslet er blevet udvidet. Der mangler i den grad værkmestre, og man får lidt lyst til at råbe: ”Vi er her også,” siger Alice Buhl, der har ansvar for depotet.

Alice er blevet hentet af ambulance på arbejdet to gange, fordi hun besvimede og efterfølgende blev sygemeldt med stress: ”Arbejdsbyrden er blevet for stor. For to år siden var vi to på depotet, men min kollega gik på pension, så jeg er alene med det hele,” siger Alice og forklarer, at hun hver dag har bunker af mails og opkald, personlige effekter, der skal lægges på plads samtidig med, at hun står for serviceringen ved mødeafholdelse og indkøb.

”Forleden hjalp jeg til på den lukkede afdeling. Det betød, at jeg havde min egen telefon i den ene lomme og montagetelefonen i den anden. Min egen kimer konstant, og jeg kan ikke rigtig hjælpe, når jeg ikke sidder ved min egen PC, der er ikke altid nogen til at afløse.”

Hendes værkmesterkollega Ole Kjær Madsen i landbruget er også meget alene på vagt: ”Hele læringsideen går jo fløjten. Jeg kan ikke nå at tale ordentligt med de indsatte og lære dem, hvordan maskinerne fungerer, og så bruger de dem alene. I den her uge har vi fået repareret maskiner for 10-15.000 kroner,” siger han.

”De penge kunne være brugt til at finansiere mere hjælp, så vi i stedet kan fokusere på at hjælpe de indsatte videre til et bedre liv. Det er trods alt vores kerneopgave.”

Det er en pisse god arbejdsplads, det er jo netop derfor, det frustrerer os, at den ikke fungerer,” siger værkmester Lars Lyngø.

Ingen at sparre med
Værkmestrene oplever, at der er færre ressourcer, mens der ikke bliver slækket på kravene i forhold til, hvad de skal levere. Værkmester i snedkeriet Lars Lyngø savner de dage, hvor der var tid til nytænkning og engagement frem for brandslukning og ren overlevelse.

Hans mest stressende tidspunkt på dagen er om morgenen, når de indsatte møder på arbejde og skal instrueres i, hvad de skal lave.

“Jeg er alene om at sætte 19 indsatte i gang. Det tager lang tid, og dem der står tilbage bliver rastløse og irriterede. Forleden var jeg først færdig med at sætte i gang klokken 11.30. Det er samtidig hårdt aldrig at have en at sparre med, for man skal træffe alle beslutninger alene, og det er ikke altid let,” siger han.

“Værkmestrene slukker ikke kun brande i deres egne værksteder, men må også hjælpe til i resten af fængslet. Men selvom de tegner et billede af en arbejdsplads, der er udfordret, har de stadig positive ord til overs for den.

“Det er en pisse god arbejdsplads, det er jo netop derfor, det frustrerer os, at den ikke fungerer,” siger Lars Lyngø.

Arbejdspres
Institutionschef i Renbæk Fængsel Anne Therkelsen er opmærksom på, at værkmestrene i fængslet er under et stort arbejdspres.

“Kriminalforsorgens bemandingsproblemer rammer også værkmestrene. Det kan være vanskeligt at klare alle opgaver, når man som værkmester også i perioder skal være en del af den almindelige postbesættelse,” siger hun.

“For at af laste problemerne ansætter fængslet derfor tre nye værkmestre i år. Samtidig arbejder fængslet på at samle beskæftigelsen for at begrænse alenearbejdet: ”Vi samler i større enheder, så vi bedre kan fordele opgaver og værkmestre i forhold til indsatte,” siger Anne Therkelsen.

Hun understreger, at værkmestrene udfylder en central rolle i forhold til Kriminalforsorgens kerneopgave: ”De er meget vigtige i forhold til de indsattes uddannelse og beskæftigelse. Det er en opgave, som de klarer rigtigt godt.”

Af Maria Hamilton

Hver tredje værkmester er forsvundet på ti år