03.10.2024

På job i en coronatid

Hvordan er det at gå på arbejde i arresthuse og fængsler, mens landet langsomt lukker ned om ørerne på en? Fagbladet har talt med fire fængselsbetjente i den første uge af krisen. 

Heidi Grønbæk Jensen, Ringsted Arrest
”Det er en underlig oplevelse at være fængselsbetjent lige nu. Jeg var på arbejde dagen efter, statsministeren sendte det meste af Danmark hjem. Ringsted Arrest har plads til 17, men der sidder 21, og der er kun ét bad. Derfor troede jeg, at jeg ville møde op til, at besøg og udgang var stoppet. Men jeg mødte ind til en kriminalforsorg, der slet ikke var lukket. Det var surrealistisk, at folk blev lukket ind til fuld besøg torsdag. Fredag blev det heldigvis reduceret til kun nærtstående familie.

Det er tydeligt, at situationen er ny for alle, og at alt skal opfindes, mens vi arbejder. For eksempel fik vi at vide, at vi ikke måtte tage imod nye afsonere, men i nat fik vi en ind, der var efterlyst. Jeg skal jo nok klare mig, men min mor har dårlig lungekapacitet. Min mand og jeg bliver begge hjemme, når vi har fri, for vi kan ikke garantere, vi ikke har taget smitte med hjem.”

Birgitte Mørk, Storstrøm Fængsel
”Der er selvfølgelig en del forvirring og angst mellem os fængselsbetjente, når vi sidder sammen og snakker. Men jeg synes, vi klarer det rigtigt godt, når vi er sammen med de indsatte. Vi har også fået gode og vigtige informationer, men der er også mange ting, der endnu ikke er tænkt helt igennem.

Jeg havde en ekstravagt på en anden afdeling. En indsat sagde, han havde det skidt. Sygeplejersken målte hans infektionstal, de var høje. Hun sagde, at han skulle isoleres. Så fulgte en streng procedure. Han skulle gå ind på cellen og lukke vinduet, men da vi skulle give ham mad, opstod spørgsmålene. Hvad skulle vi sætte maden på? Hvad med service? Jeg kunne kun finde plastikbestik. Senere på dagen, da det gik op for den indsatte, at han ikke måtte komme i fællesskab, blev han rasende.

Jeg ville egentlig helst blive hjemme, for både min mand, min søster og min far er kronisk syge. Men det kan jeg jo ikke bare.”

Det er tydeligt, at situationen er ny for alle, og at alt skal opfindes, mens vi arbejder

Mikael Fabrin, Nyborg Fængsel
”Jeg arbejder for øjeblikket på sygeafdelingen, og det er faktisk ret fint, for der er vi omgivet af sundhedsfagligt personale, og afdelingen er indrettet til at håndtere sygdom. Lige nu er der ikke nogen af de indsatte på afdelingen, der er ramt af Corona. Men vi har skåret ned, så det kun er dem med akutte problemer, der kommer hertil for at mindske gennemgang og smitte. Ingen fodvorter i øjeblikket.

Indtil videre er det ikke så anderledes at gå på arbejde bortset fra, at vi får nye retningslinjer hver dag fra centralt hold. Jeg synes godt, der kunne være mere lokal tolkning, for vi kan ikke inddæmme på samme måde her, som de kan i Storstrøm Fængsel, hvor der er toilet og bad på cellerne. I Nyborg deler 18 indsatte to bad og toiletter, og vi kan jo ikke lige give dem en flaske håndsprit.

Vi har folk, der bor på fængslet, fordi de ikke kan komme hjem til ægtefæller, der er særligt udsatte, så kan det godt være frustrerende, at man ikke straks lukker helt for besøg.”

Camilla Wenzell, Aarhus Arrest
”Aarhus Arrest er sat på nødvagtplan for at sikre, at vi er så få på arbejde som muligt på grund af Corona.

De indsattes tid uden for cellerne er minimeret, kun købmand én gang om ugen og ingen mulighed for kondi. Vi møder på døgnvagt og 12-timers vagter for at nedsætte antallet af betjente. Jeg kan sagtens se ideen i forhold til smittefare, men jeg kan godt være betænkelig i forhold til min og mine kollegaers sikkerhed. Jeg går på tredje sal med plads til 19 fanger. Nu er der 21. To enkeltceller er lavet om til dobbeltceller. Der er kun to toiletter på etagen, og der er længere ventetid for de indsatte, for de heldagsposter, der plejer at gå til hånde på alle afdelinger, er skåret væk som en del af nødvagtplanen.”


SF efterlyser bedre adgang for coronatest til fængselsbetjente