01.07.2020

SF efterlyser bedre adgang for coronatest til fængselsbetjente

Der bør ikke være forskel på, om man arbejder med socialt udsatte eller kriminelle, i forhold til om man kan få kontrolleret, om man er syg eller ej. Det mener SF’s retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt. 

Hun har derfor stillet spørgsmål til justitsminister Nick Hækkerup (S) via Folketingets Retsudvalg:

“Idet Astrid Krag har annonceret, at personer som arbejder med socialt udsatte kan få test for corona ved forkølelse og influenza-symptomer, bedes ministeren forholde sig til, om det samme er relevant for fængselsbetjente og politibetjente?”

Indsatte med symptomer
Karina Lorentzen Dehnhardt peger på, at der lige nu er flere indsatte, som er udelukket fra fællesskab med symptomer.

“For det første er det et problem, hvis de indsatte ikke er blevet testet og har smittet andre. Men det er også et problem for de ansatte, som mangler værnemidler,” siger hun til fagbladet.

Retsordføreren understreger derfor, at der også bør være flere test af indsatte.

Forbundsformand Bo Yde Sørensen hilser initiativet velkommen: “I går annoncerede sundhedsministeren flere test. Det bør helt klart også gælde os. Vi har brug for så meget viden som muligt for at skabe tryghed for vores medlemmer.”

20-25 udelukket med symptomer
Ifølge Kriminalforsorgen er 20 til 25 indsatte lige nu udelukket fra fællesskab på grund af symptomer, som kan skyldes infektion med coronavirus. Det har Kriminalforsorgen oplyst til Ritzau.

Her skriver Kriminalforsorgen også, at der gælder de samme vilkår i fængslerne, hvad angår muligheden for at blive testet for Covid-19, som uden for murene. Med andre ord kun test til smittede med alvorlige symptomer.

Af Søren Gregersen