Kriminalforsorgens ledere er topengagerede, men de savner medinddragelse og opbakning. Sådan lyder budskabet fra formand for lederforeningen Jacob Falkenby.
For halvandet år siden interviewede vi Jacob Falkenby om ledernes udfordringer i Kriminalforsorgen. Nu har vi sat ham stævne igen – både fordi det er interessant at høre, om han mener, at tingene er blevet bedre siden sidst, og af den simple grund, at han var den eneste leder, vi kunne finde, som var parat til at stille sig frem og tale åbent om lederjobbet.
Fængselsforbundet har både i 2019 og 2020 bedt lederne vurdere deres arbejdsvilkår i spørgeskemaundersøgelser.
Et af de punkter, som har bevæget sig i den forkerte retning fra den første til den anden undersøgelse, er spørgsmålet om medinddragelse. I 2019 mente 70 procent af lederne, at de havde mulighed for at påvirke beslutninger på deres arbejdsplads. Det samme svarede kun 54 procent i 2020.
Den udvikling kalder Jacob Falkenby skræmmende: ”Det er dybt bekymrende, at vi oplever, at vores medindflydelse er faldende. At der ikke bliver lyttet til os. Det er jo os, som ved, hvor de virkelige problemer er. Hvis vi ikke bliver inddraget i de ting, som foregår, så bliver tingene ikke bedre. Hvordan skal vi tage ansvar, når vi ikke har handlemuligheder?” spørger han.
Det er dybt bekymrende, at vi oplever, at vores medindflydelse er faldende. At der ikke bliver lyttet til os.
Opbakning
Jacob Falkenby er enhedschef i den lukkede afdeling i Nørre Snede Fængsel. Her oplever han en stor vilje blandt sine kollegaer til at styrke Kriminalforsorgen og forbedre organisationen. Men opbakningen er ikke altid til stede højere oppe i systemet.
Det gælder blandt andet i forhold til administrationsopgaver, som tidligere blev klaret af kontormedarbejdere i de enkelte institutioner. Medarbejderne er nu flyttet til områdekontorerne, men opgaverne er stadig tilbage.
”De understøttende medarbejdere er væk. Det betyder, at vi drukner i administrationsopgaver. Men det er ikke vores spidskompetence. Vi er gode til at sørge for en optimal drift. At vejledninger og regler bliver overholdt – ikke at journalisere og udfylde skemaer,” siger Jacob Falkenby.
Han savner også styreredskaber, som kan hjælpe ham i dagligdagen: ”Hvis jeg skal optimere driften på min enhed, har jeg brug for at vide, hvordan økonomien er, men jeg får ikke budgetopfølgninger. Derfor ved jeg ikke, hvordan tingene udvikler sig. Hvordan skal jeg styre økonomien uden opfølgning?”
Tilsvarende så han gerne, at Kriminalforsorgen var længere fremme på it-området. Mange systemer er forældede i hans optik.
Stil krav og bak dem op
Jacob Falkenby er enig i, at der skal stilles krav til lederne. Men kravene kan ikke stå alene. Der er også brug for kompetenceudvikling: ”Forventningerne til lederne øges konstant, men det nytter ikke noget, når Kriminalforsorgen glemmer at uddanne os. Man kan ikke ændre kravene fra den ene dag til den anden. Det er vigtigt, at vi får løftet alle ledere med ind i de nye krav. Jeg skal for eksempel håndtere store forandringsprocesser, uden at jeg reelt har kompetencerne til det.”
Samtidig mener han, at nulfejlskulturen i Kriminalforsorgen virker kontraproduktiv. I stedet for at styrke tingene, hæmmer kulturen udviklingen.
”Hver gang der sker fejl, bliver det påpeget. Konsulenterne bør hjælpe os i højere grad. Vi skal have lov til at lave fejl. Kriminalforsorgen skal tale medarbejderne op – ikke ned,” siger Jacob Falkenby.
Han understreger, at hans kritik skal opfattes konstruktivt: ”Vi skal have forståelse for hinandens jobfunktioner, så vi kan forbedre forholdene i Kriminalforsorgen sammen.”
Af Søren Gregersen
Læs også:
