Der mangler en overordnet plan for fordeling af personalet i Kriminalforsorgen. Det skrev fængselsbetjent Mette Lidang fra Herstedvester Fængsel i et indlæg i seneste fagblad.
”Det er fjollet, at jyske kollegaer sendes til Københavns Fængsler, Helsingør Arrest og Horserød Fængsel. Mens folk der bor i København og Nordsjælland tvinges til at køre til Falster.”
Mette Lidang arbejder i Herstedvester Fængsel, som blandt andet har afgivet personale til Nyborg, Nykøbing Sjælland, Køge og Grønland. Hun har selv to gange været tvangsudstationeret til Storstrøm Fængsel.
Sjællands Områdedirektør svarer på indlægget:
Kære Mette
Først af alt tak for, at du som fængselsbetjent i Kriminalforsorgen Sjælland tager en tørn på Storstrøm Fængsel nu for anden gang.
Som du ved, har vi en stor mangel på fængselsbetjente på Storstrøm Fængsel og i Køge Arrest. Siden åbningen af Storstrøm Fængsel i oktober 2018 har vi løst det ved at udligne underskuddet af betjente mellem de fem institutioner i Område
Sjælland. Således har du, og rigtig mange af dine kollegaer, været udstationeret til Storstrøm og sørget for, at vi har kunnet opretholde en sikker drift i hele området. Det skylder vi både dig og dine kollegaer en stor tak for.
I dit åbne brev spørger du, om ikke vi kan tænke lidt smartere i Kriminalforsorgen som sådan. Om vi ikke kan tage afsæt i medarbejderens bopæl, når der skal udlignes personaleunderskud i stedet for at tage afsæt i områdets geografi.
Det lyder jo logisk, og jeg kan godt følge dig. Men for at kunne vagtplanlægge bedst muligt og sikre en stabil drift, er det nødvendigt, at vi i første omgang får det enkelte områdes matrikler til at køre godt med de betjente, der har tjenestested i området – i dette tilfælde område Sjællands matrikler.
Nogle gange er et område i personaleunderskud og er derfor nødt til at trække arbejdskraft ind fra andre områder, hvor de har arbejdskraft i overskud. I øjeblikket har Kriminalforsorgen Hovedstaden ikke overskud, og derfor låner vi i Område Sjælland ikke fængselsbetjente derfra. Og da vi selv mangler mange betjente, låner vi heller ikke jer ud til andre områder. Derfor er det desværre ikke altid muligt at tage afsæt i det, der umiddelbart virker mest logisk for den enkelte, når vi udligner personaleunderskud.
Med venlig hilsen Områdedirektør Rasmus Andersen