20.04.2024

Åbent brev til direktør og områdedirektør

Sådan kan Kriminalforsorgen spare penge og tilgodese personalet

Jeg arbejder som fængselsbetjent på Herstedvester Fængsel, hvor vi i flere år er blevet tvangsudstationeret til andre tjenestesteder. Først til Nyborg og nu til Storstrøm Fængsel. Senest har vi også afgivet personale til Nykøbing Sjælland, Køge og Grønland, hvor udstationeringerne dog har været frivillige indtil videre.

Jeg har tidligere spurgt min leder om muligheden for at blive udstationeret til Københavns Fængsler i stedet for, da der også mangler personale der.

Jeg bor i Københavnsområdet, så det vil være gratis for Kriminalforsorgen at sende mig til Vestre Fængsel, og det vil være en meget bedre løsning for mig, da det ikke vil påvirke mit privatliv så meget.

Dengang svarede min leder, at det ikke var muligt, fordi Københavns Fængsler hører under et andet område.

Jeg er nu i gang med min anden to-måneders tvangsudstationering til Storstrøm Fængsel.

I Storstrøm Fængsel er der også betjente, som er udstationeret fra Jylland.

Mine jyske kollegaer fortæller mig, at de sender folk til Københavns Fængsler, Helsingør Arrest og Horserød Fængsel. Det virker fjollet, at folk fra Jylland skal køre til København og Nordsjælland. Og folk der bor i København og Nordsjælland tvinges til at køre til Falster.

Jeg har kollegaer på Herstedvester, der ikke har bil og Storstrøm Fængsel ligger dårligt i forhold til offentlig transport. I Storstrøm er der ikke altid nok sovepladser, til alle dem, der kommer langvejs fra, så de må finde på alternative løsninger.

Jeg tror, der er mange kollegaer, der ville foretrække, at de fik mulighed for at blive sendt til fængsler tættere på deres bopæl.

Kan Kriminalforsorgen ikke kigge ud over de enkelte områder og fordele personalet efter en overordnet plan, der gælder for hele landet?

Jeg tror, der kan spares mange penge, og at det vil give mindre utilfredshed blandt medarbejderne.

Venlig hilsen
Fængselsbetjent Mette Lidang
Herstedvester Fængsel