08.04.2024

“Jeg så skriften på væggen”

Fyldt op af en lang række belastende hændelser måtte Nikolaj Baran forlade det job, hen elskede gennem 20 år.

Med sin veltrimmede fysik, sit faste håndtryk og direkte blik ligner Nikolaj Baran en mand fuld af selvtillid og i fuldstændig psykisk balance. Men det er han ikke.

Efter 20 år som fængselsbetjent ved Københavns Fængsler måtte den knap 49-årige mand sidste år se i øjnene, at han havde betalt en meget høj pris for at arbejde i et job, han havde håbet at fortsætte i mange år endnu.

Efter lang tid med sygefravær fik han den besked, han anede var på vej, men alligevel frygtede: Afsked fra Kriminalforsorgen som følge af PTSD.

Dermed indgår Nikolaj som en del af den triste statistik over fængselsbetjente, der hvert år må forlade tjenesten før tid, fordi den psykiske belastning er blevet for stor.

Men Nikolaj er andet og mere end et tal. Han er også fortællingen om en mand, der blev tvunget til at forlade det arbejde, han elskede og var en stor del af hans identitet.

Der blev gennem lang tid lagt sten på sten ned i min
mentale rygsæk, og på et tidspunkt brød ryggen sammen.

Den flyvende stol
For nogle PTSD-ramte fængselsbetjente kan tilstanden henføres til én eller måske få dramatiske episoder, som har efterladt sig store ar. Men for Nikolaj Baran er billedet mere diffust.

”Ikke desto mindre kan jeg sagtens pege på nogle enkeltstående hændelser, som jeg først rystede af mig, men som jeg efterfølgende har indset medvirkede til at nedbryde min psykiske robusthed.”

Blandt andet står en meget voldsom flugt fra et retslokale klar i hans erindring: ”Vi var alt for få betjente til en gruppe alt for voldsparate varetægtsarrestanter. Allerede under transporten til retten fornemmede jeg, at det ville gå galt. De slyngede sprogets værste gloser mod os, og i retten var de stærkt provokerende og aggressive. Pludselig greb en af dem en stol, som han slyngede imod mig. Jeg undgik at blive ramt, men i det kaos der opstod, sprang én af dem ud ad et åbenstående vindue i retslokalet, og jeg kastede mig efter. Min eneste tanke var, at han ikke måtte slippe væk.”

”Jeg fik fat i manden og holdt ham fast på pladsen foran retten, men i det samme dukkede hans venner op, og jeg nåede at tænke, at nu var det nok ude med mig. De var mange og stærkt oppe at køre, mens jeg var alene. Alligevel gik det i mit hoved, at han bare ikke måtte undvige, og jeg fastholdt manden i mit greb, mens vi tumlede rundt på fliserne. Tanken om, at nu fik jeg nok en kniv i kroppen, nåede lige at strejfe mig, da en kollega kom mig til undsætning. Jeg havde fået flere sår og skrammer, og der var en masse blod på min skjorte.”

Den omvendte briefing
Efter den voldsomme episode havde Nikolaj en forventning om en støttende reaktion fra ledelsen. Men der skete nærmest det modsatte: ”Samtalen – eller hvad man skal kalde det – havde nærmest karakter af skældud og udspørgen om ligegyldige detaljer. Hvorfor gjorde vi sådan og ikke sådan, og så videre. Det er ikke det, man har brug for efter sådan en episode.”

Det var et gennemgående træk, at debriefingen var uprofessionel og sporadisk. Desuden var den frivillig, hvilket betød, at kollegaer ofte tøvede med at melde sig, for ikke at blive afsløret som sårbare og som nogle der ikke kunne tåle mosten.

”I de første mange år af min tjeneste herskede der endnu machokultur, som det var meget svært at sætte sig op mod. De der gjorde, fik det svært med kollegaerne, og i dag er jeg sikker på at en medvirkende årsag til, at jeg langsomt blev slidt ned, var de konflikter jeg havde med kollegaer, der havde et andet syn på jobbet end jeg. Mit udgangspunkt var at arbejdet skulle bygge på en positiv dialog med de indsatte, mens andre nærmest havde den modsatte opfattelse.

Skriftlig advarsel
Selv om Nikolaj gjorde sit bedste for at undgå konfrontationer, blev han et af ofrene for den forfølgelse og chikane, som desværre er blevet en del af virkeligheden for fængselsbetjente.

”Jeg fik trusler i stil med ’vi ved, hvor du bor’. Det skete flere gange, at jeg blev forfulgt af en gruppe, når jeg var på vej hjem. Jeg besluttede mig for at flytte, men de fandt min nye adresse. Det opdagede jeg, da der på væggen i opgangen var skrevet LTF og BGP (Blågårds Plads). For mig en åbenlys trussel. Jeg skyndte mig at skrabe bogstaverne væk, så min mindreårige søn ikke skulle få øje på dem.”

”Hvor voldsomt chikanen og truslerne påvirkede mig, indså jeg først, da det var for sent. Hertil kom, at jeg i perioder havde mange ekstratjenester, nogle af dem tvunget, hvad der gjorde livet som alenefar umuligt. Jeg aner ikke, hvorfor netop jeg skulle udsættes for trusler og chikane. Forklaringen man ofte hører, er, at det ikke var mig, men uniformen de gik efter. Det er muligt, men det er svært at acceptere, for jeg følte mig ramt, ikke på uniformen, men på mig som menneske. Jeg fik det fysisk dårligt med kraftige symptomer og blev indlagt til tjek for hjertesygdom.”

Stenen i rygsækken
Nikolaj husker sin sidste dag som fængselsbetjent. Eller rettere, det gør han netop ikke: ”Det var en fredelig dag på Blegdammen. Pludselig begyndte jeg at hyperventilere og fik det meget skidt. Jeg husker ikke ret meget, det står stadig tåget. Men jeg fik dog fat i vores tillidsrepræsentant, og resten er så historien om, at jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling og senere diagnosticeret med PTSD. Detaljerne er ikke så vigtige, men i dag er jeg sygepensioneret, hvad jeg egentlig ikke har lyst til. Jeg kunne godt arbejde nogle timer om ugen på et fredeligt kontor, men den slags skånejob er sparet væk, og det er en stor skam.”

“Min beretning handler vel om, at der gennem lang tid blev lagt sten på sten ned i min mentale rygsæk, og på et tidspunkt brød ryggen sammen. Mit råd til kollegaerne er at være opmærksom på de første tegn på overbelastning og søge hjælp i tide. Det skal man aldrig skamme sig over,” siger Nikolaj Baran.

Af Preben Lund

21 sygedage om året