Nedposteringer og længere indespærring af indsatte frigør lønkroner i Kriminalforsorgen. Fængselsforbundet mener, at de penge bør bruges på anerkendelse og fastholdelse.
”Anerkend nu de fængselsbetjente, der er tilbage. De giver så meget og får intet som tak. Brug de frigjorte lønkroner på at fastholde dem, der bliver,” siger Michael Thomsen, der er Fængselsforbundets tillidsrepræsentant i Horserød Fængsel.
Kriminalforsorgen sparer nemlig på lønbudgettet i øjeblikket, fordi der mangel på fængselsbetjente. De penge burde komme fængselsbetjentene til gode, mener tillidsrepræsentanten.
”Det kunne være med en gratis frokostordning eller med en tilkendegivelse af det hårde arbejde i lønnen,” siger han.
I Horserød Fængsel er der netop blevet nedposteret med en betjent om formiddagen, tre om eftermiddagen og en om natten. Fængslets drift er svær at opretholde, og alt, hvad der hedder resocialisering for de indsatte og efteruddannelse af de ansatte, er sparet væk.
Anerkend nu de fængselsbetjente, der er tilbage. De giver så meget og får intet som tak, siger Michael Thomsen, Fængselsforbundets tillidsrepræsentant
”Det er ren opbevaring lige nu, og sikkerheden er sat på prøve, fordi vi er så få betjente til at holde øje med de indsatte. Vi er pressede på både vores faglighed og i vores privatliv. Vi knokler og prøver virkelig at finde fem minutter til at tale med de indsatte og gøre en forskel,” siger Michael Thomsen.
Pas på medarbejderne
Forbundssekretær i Fængselsforbundet Erik Holmestad Larsen er meget enig i Michael Thomsens betragtninger.
”Jeg synes, Kriminalforsorgen skal bruge de ekstra lønkroner til at passe på medarbejderne. De skal inddrage de lokale tillidsrepræsentanter i arbejdet med at fastholde de fængselsbetjente, der bliver og knokler i en hård tid,” siger han.
Også det fysiske arbejdsmiljø kunne i følge forbundssekretæren trænge til et løft, og det ville i hans øjne være oplagt at udnytte den nuværende økonomiske situation til netop det.
”Det er en udmærket chance for at investere i det fysiske arbejdsmiljø. Kriminalforsorgen består mange steder at nedslidte bygninger, hvor sikkerheden er begrænset på grund af de fysiske forhold. Der, hvor der kan sættes ind med yderligere fysisk sikkerhed, bør der investeres nu, hvor vi har økonomisk overskud,” siger Erik Holmestad Larsen.
Af Maria Hamilton
Retsordfører på besøg i Horserød: ”Det er sværere at finde personale her end i Bilka”