Møgelkær er det fængsel, hvor sygefraværet er øget mest i år.
Det gennemsnitlige korttidssygefravær er fordoblet fra 4 til 8 dage siden sidste år. Lægger man det lange sygefravær oveni, er medarbejderne nu i gennemsnit syge 29 dage om året i det østjyske fængsel.
Ifølge Fængselsforbundets tillidsrepræsentant Lars Mogensen er fængslet både mærket af, at klientellet har ændret sig og af Kriminalforsorgens reorganisering.
”De indsatte er blevet hårdere i de åbne fængsler, fordi de gode fanger nu afsoner med fodlænke. Det forringer arbejdsmiljøet. Samtidig er folk kørt træt i reorganiseringen. Vi får hele tiden nye opgaver, og der stilles større krav til dokumentation. Vi bruger flere årsværk alene på at visitere cellerne,” siger han.
Det gør heller ikke situationen bedre, at Møgelkær Fængsel har været præget af personalemangel: ”Når folk har meget overarbejde, bliver de nemmere syge.”
Nu har fængslet fået tilført ekstra personale, og man har oprettet en disponibel post til at dække vagter ved sygdom: ”Vi håber, det ændrer situationen,” siger Lars Mogensen.
Læs også: Sygefraværet slår rekord