13.07.2020

Virtuel skolestart for nye fængselsbetjente

De 31 nye fængselsbetjente på skolerne i Møgelkær og Birkerød sidder hjemme bag computeren. 

Coronakrisen spænder ben for rigtig mange aktiviteter. Således også skolestarten for 31 nye fængselsbetjente, der efter et langt rekrutteringsforløb var klar til endelig at begynde på uddannelsen den 1. april.

Men Kriminalforsorgens chef for Koncern Uddannelse, Anne Bunimowicz og hendes kollegaer har ikke ladet sig kue af coronabenspændet. De har sikret, at eleverne alligevel er kommet i gang med studiet.

”Vi har knoklet i ugerne op til skolestart for at få etableret en virtuel skolegang via teams og skype. Derfor kunne jeg hilse alle elever velkomne hjemme bag deres skærme den 1. april klokken 12. Jeg bød dem velkommen med en tale, som jeg plejer, og deres klasselærere bød dem velkomne i de to virtuelle klasser,” siger Anne Bunimowicz.

Nu står den på undervisning, opgaveskrivning og gruppearbejde på samme måde, som hvis eleverne var begyndt i deres klasser på skolerne i Møgelkær og Birkerød. Selv den fysiske træning, er der lagt planer for med videoer, tests og løbeture indlagt i undervisningsplanen.



Positiv oplevelse

Den virtuelle skolestart udfordrer alle, og Anne Bunimowicz er imponeret over den tilgang, både elever og undervisere har.

”Det er en meget anderledes måde at starte på en uddannelse på og lære hinanden at kende. Vi vidste godt, at eleverne havde kompetencerne til at løfte det her, for vi har rekrutteret dem efter, at de kan tage ansvar og vise omsorg. Men jeg er alligevel imponeret over, hvor positivt, de er gået til det her,” siger hun.

Eleverne taler sammen via teams og skype og kan også kommentere og chatte undervejs i undervisningen. På den måde er der en form for dialog, så alle kan lære hinanden at kende. Klasselærerne ringer også rundt til alle elever for at sikre, at de har, hvad de skal bruge og kan få tingene til at fungere.

”Jeg synes virkelig, det her siger noget om dem, der arbejder i Kriminalforsorgen. Vi giver ikke op, når der er krise. Det mærker vi på skolerne, men det mærker vi i høj grad også ude i institutionerne,” siger Anne Bunimowicz.

Hvad med eleverne på 2. og 3. modul?
Det er kun eleverne på første modul, der modtager virtuel undervisning, mens eleverne på de senere moduler er hjemsendte og afventer situationen.

”Det er vigtigt for os at få nye kollegaer og få dem sendt godt fra start, og derfor satte vi alt ind på at få det virtuelle forløb sat i stand for vores helt nye elever. Modul to og tre har så mange praktiske timer med konflikthåndtering og magtanvendelse, at vi ikke synes, det er fair at sende dem til prøver og eksamen uden ordentlig træning. For os er det vigtigt, at vi sikrer, at alle får den bedst mulige læring, når de kommer i gang igen, ” siger Anne Bunimowicz.

Hun håber nu, at andet modul kan begynde den 1. maj, så er der stadig tid til at få trænet nå modulafslutningen inden sommerferien. Tredje modul starter op til oktober.

Af Maria Hamilton