Selvom Jens Mølle Jensen har brugt en stor del af sin karriere på at sende mordere i fængsel, er han helt på det rene med, at de alle skal ud i samfundet igen.
I 2015 blev tre sovende mænd brutalt likvideret i en lejlighed på Frederiksberg. Det er en af de
sager, som Jens Møller Jensen fortæller om i sin nye bog.
Drabschefen havde efterfølgende to bud på, hvem der stor bag mordet: Det kunne være hævn for et drab begået mod et Bandidos-medlem tre år tidligere eller være et resultat af interne stridigheder i Vanløse-gruppen.
Han manglede det fældende bevis, men så fandt en våbentekniker ud af, hvilken revolver som blev brugt ved mordet – en Smith & Wesson. Det førte i den sidste ende til sagens opklaring. Det viste sig,
at de to mistænkte parter faktisk havde slået sig sammen om mordet.
I 2017 blev en krigsminister fra Bandidos derfor dømt livstid for likvideringen, mens et medlem af Vanløse-gruppen fik 12 års fængsel for medvirken til drab.
Tror du, I havde løst Trippeldrabet, hvis I ikke havde identificeret den revolver, som blev brugt?
”Det tror jeg faktisk ikke. Det viser, at meget politiarbejde er minutiøst arbejde i flere retninger. Havde vores kriminaltekniker ikke fundet ud af, at det var en bestemt type revolver, så havde vi ikke efterlyst den og fået fat i et vigtigt vidne, som valgte at stå frem. Jeg tror, han følte, at man med likvideringen af tre sovende mænd var gået over stregen. Også mennesker i kriminelle miljøer kan få nok.”
NY BOG
Jens Møller Jensen og Stine Bolther har tidligere skrevet en bog om en række af drabschefens største sager, herunder Ubådssagen og terrorangrebene i København.
I den nye bog ’Efterforsket’ fortæller han om andre af de sager, han har været involvereret i. Blandt andet Trippeldrabet på Frederiksberg i 2015.
Efterforsket, Jens Møller Jensen og Stine Bolther, Politikens Forlag
I bogen beskriver du også en sag, hvor en af de hovedmistænkte stikker af under varetægtsfængslingen, er det ikke ærgerligt at opleve som efterforsker?
”Det er altid ærgerligt, når mistænkte stikker af, men et langt politiliv har lært mig, at det er et vilkår, man kan ikke dække alle mennesker af. Hvis man kunne det, så får vi et system, som ingen af os ønsker og som ikke afspejler det samfund, vi lever i. Vi skal ikke bygge fængsler med 15 meter høje hegn. Det tror jeg ikke, der kommer noget godt ud af. Det ender også ofte med, at dem som stikker af selv ringer og beder om at blive hentet. Det er jo en belastning for både dem selv og familie, at de skal leve ude på fri fod. Hvor længe er det sjovt at sidde med en kæreste og se videofilm?”
Har du en holdning til den straflængde, som domstolene idømmer i dine sager?
”Det kan godt være, jeg har en holdning som privatperson, men som politimand har jeg aldrig rigtig interesseret mig for det. Ofte er vi i fuld gang med nye sager, når sagerne kører i retten. Det der er vigtigt for mig, er, at vi fremlægger et objektivt efterforskningsmateriale til domstolen.”
Er vi gode nok til at resocialisere de kriminelle i
Danmark?
”Alt handler om de ressourcer, man lægger i det. Hver eneste gang der skal lægges ekstra penge i Kriminalforsorgen eller politiet, så skal pengene komme et sted fra. Det er en politisk beslutning, men i en ønskeverden så tror jeg godt, man kunne lave systemet bedre. Jeg kan se, at der er lande, som har lavere kriminalitet og er bedre til forebyggelse – for eksempel New Zealand – jeg tænker ikke, at de skiller sig markant kulturelt fra os.”
Oplever du, at udviklingen går i den rigtige retning?
”Kriminaliteten i Danmark er jo faldende, men der er sket et skifte. En langt større del af de dømte, har en anden etnisk baggrund end dansk. Vi er alt så blevet bedre til at dæmme op for nogle grupper, mens det har eskaleret for andre.”
Det sker desværre nogle gange, at drabsmænd idømmes en straf og kommer i fængsel, og når de bliver løsladt, begår de et nyt mord. Fejler vores straffesystem i disse sager?
”Det tror jeg ikke, man kan sige. Det er selvfølgelig grotesk, at en person som har begået et mord, kommer ud og slår ihjel igen, men hvis jeg siger, at systemet fejlede, så vil jeg nærmest sige, at der skal idømmes reel livstid, hver eneste gang der var et drab, men det mener jeg ikke. Så er konsekvensen, at vi kan risikere, at personen gør det igen. Det der er ærgerligt, er, når der er sager, hvor der er en person, som kommer meget tidligt ud for en forbrydelse, som oplagt kunne have givet mere, og vedkommende så går ud og laver alvorlig kriminalitet. Eksempel Omar Hussein. Skulle han have siddet længere, for den forbrydelse han var dømt for? Det kan godt være. Men jeg vil også sige, at mange af de mennesker som jeg har været med til at sætte i fængsel for drab, i dag går rundt på fri fod. Det må man tage som udtryk for, at langt de fleste som afsoner deres straf, ikke går ud og laver forbrydelser igen.
Hvad med livstidsfanger skal de ud i samfundet igen?
”Ja, på et tidspunkt, men det er jo en fælles beslutning, hvornår det skal ske. Hvad indstiller Kriminalforsorgen? Hvad siger politiet? Og så videre. Vi kan jo tage Palle Sørensen, som I huserede i mange år. Det er mit indtryk, at de fleste af denne type mennesker kommer ud på et tidspunkt, hvor de vurderes ikke at udgøre en risiko længere. Hvis man har afsonet sin straf, og myndighederne vurderer, at det er sikkert at løslade personen, ja, så kommer man ud. Ligegyldigt hvem det er, og hvad man har begået.”
Sidste spørgsmål: Hvordan har du det egentlig
med, at politiet skal lægge deres våben, når de går ind i et fængsel?
”Første gang jeg afleverede mit våben ved skranken i Vestre Fængsel, skulle jeg lige vænne mig til det, men når reglerne er sådan, så er det sådan, det skal være. Det er et vilkår. Det har jeg ikke haft problemer med. Årsagen er selvfølgelig, at hvis der ikke er våben inden for murene, så er der ikke fanger, som kan skaffe sig adgang til dem og lave gidselsituationer eller andet.”
