Et paradoks. Det kan man kalde det, når cellerne står tomme, samtidig med at frustrerede fængselsbetjente løber spidsrod mellem institutionerne for at lukke huller i vagtplaner.
Vi mangler henved 200 betjente landet over. Det betyder, at vores medlemmer oftere og oftere bliver beordret på tjeneste på en anden matrikel end der, hvor de er ansat. Direktøren har ellers ofte afvist, at fængselsbetjente skal opfattes som daglejere, men det er ikke desto mindre det, man oplever.
Hvordan kan det gå til, at ledelsen er nødt til at trække tjenestemandskortet over for sine ansatte, selvom belægget er lavt?
Først og fremmest har der manglet den berømte rettidige omhu. I hele 2015 startede der 25 nye fængselsbetjente på skolebænken, hvilket står i skærende kontrast til, at der samme år forsvandt 100 betjente og værkmestre ved naturlig afgang. Nogle er gået på pension. Andre har fundet job uden for Kriminalforsorgen.
Man tror måske, at problemet med færre betjente løser sig selv, når der samtidig bliver færre indsatte, men det gør det ikke nødvendigvis.
For overbelæg, overarbejde og dobbeltvagter er blevet normalen. Og når belægget falder, bliver det brugt som en løftestang for flere besparelser på bemandingen. Devisen er, at hvis betjentene kunne håndtere de overfyldte fængsler tidligere, er der ikke behov for så mange betjente, når der er mere luft på fængselsgangene.
Det holder ikke, for der mangler i forvejen sammenhæng mellem opgaver og ressourcer i Kriminalforsorgen.
Hvad er svaret så? Det er selvfølgelig at uddanne flere betjente. Efterslæbet er stort. Derfor er det godt, at Kriminalforsorgen nu går i gang med at rekruttere nye betjente.
Men nye betjente kan ikke gøre det alene. Vi arbejder på en arbejdsplads, hvor der ikke i tilstrækkelig grad er opbakning til den enkelte medarbejder.
Den nye trivselsundersøgelse viser, at medarbejderne savner indflydelse og information om deres arbejde og oplever stress og udbrændthed. Det er medvirkende til, at Kriminalforsorgen stadig er en af landets hårdeste arbejdspladser med stor nedslidning og højt sygefravær.
Der er derfor meget at tage fat på, når politikerne til efteråret sætter sig ned og forhandler en ny flerårsaftale på plads for Kriminalforsorgen.
De skal sikre, at tingene hænger meget bedre sammen. Der mangler sammenhæng mellem de opgaver vi pålægges, vores sikkerhed og det antal medarbejdere, der er ansat. Det må og skal der rettes op på.
