07.06.2024

Vi kan også få Arne-pension

Arne-pension handler om at gå tidligere på pension. Fængselsbetjente skal og blive længere på arbejdsmarkedet for at få gavn af ordningen.

Mange husker sikkert plakaten med billedet af bryggeriarbejderen Arne Juhl og budskabet ”Nu er det Arnes tur.”

Arne Juhl blev symbolet på den hårdtarbejdende medarbejder, der var blevet nedslidt efter mange års arbejde. Budskabet kan også gælde for tjenestemænd, som har været mange år på arbejdsmarkedet, men for fængselsbetjente og værkmestre kræver det, at de fortsætter med at arbejde længere end det 63. år. I det tilfælde kan tjenestemands-pensionen suppleres med Arne-pension.

Er man for eksempel en 61-årig fængselsbetjent med 44 års anciennitet på arbejdsmarkedet, kan man få Arne-pension som 64-årig. Det er nemlig tre år før folkepensionsalderen. Beløbet vil udgøre cirka 80.000 kroner årligt. Desuden får man pensionsbonus på 15 procent af lønnen i de år, hvor man fortsætter arbejdet (når man har optjent 37 ensionsår). Det svarer til cirka 50.000 kroner årligt.

Tabellen viser ud fra fødselsdato, hvor mange år man skal have været tilknyttet arbejdsmarkedet for at op nå ret til tidlig pension (Arne-pension). 


SÅDAN ER REGLERNE

Folketinget vedtog i december 2020 en ret til tidlig pension, som giver dem, der har været mange år på arbejds-markedet, mulighed for en værdig tilbagetrækning. Det betyder, at danskere med et langt arbejdsliv fra 2022 får ret til at trække sig tidligere tilbage.

Retten til tidlig pension er baseret på objektive kriterier og tager alene udgangspunkt i antallet af år på arbejds-markedet.

Med tidlig pension kan man få ret til et, to eller tre års tidlig pension, alt efter hvor mange år, man har været på arbejdsmarkedet. Retten gælder også for tjenestemænd.

Fra man er 16 år
Man optjener anciennitet fra det fyldte 16. år. Har man som 61-årig været 44 år på arbejdsmarkedet, får man ret til at trække sig tilbage tre år før folkepensionen, mens 42 og 43 år giver ret til, at man kan gå fra et eller to år før folkepensionen. Alderen for opgørelsen og antallet af år på arbejdsmarkedet vil følge med udviklingen i folke-pensionsalderen.

Er man fyldt 61 år, kan man fra den 1. august 2021 ansøge om retten og få et bevis til at gå tidligere på pension. Udbetalingen af tidlig pension afhænger af to ting: Alderen og hvornår man ansøger. Dog kan man tidligst få udbetalt tidlig pension fra den 1. januar 2022.

Dokumentation for anciennitet
For at få tidlig pension skal man kunne dokumentere sin beskæftigelse. Hovedparten af de perioder, der tæller med i ancienniteten, vil automatisk kunne dokumenteres på baggrund af årlige opgørelser fra blandt andet ATP-data og skatteoplysninger. For langt de fleste vil ATP have dokumentation for beskæftigelsen. Som lønmodtager har man nemlig skullet indbetale ATP-bidrag siden 1964. Man kan se, hvad ATP har registreret om en på borger.dk.

Har man været ansat på en måde, hvor der ikke blev indbetalt ATP, må man finde dokumentation som ansættelses-kontrakter, lønsedler, breve, opsigelser, fotos, udtalelser fra arbejdsgiver eller kollegaer og andet, som kan godtgøre, at man har været i arbejde.

Hvem behandler ansøgning om tidlig pension?
Man ansøger om tidlig pension via den selvbetjeningsløsning, Udbetaling Danmark stiller til rådighed. Det er Udbetaling Danmark som afgør, om man har ret til tidlig pension. Når man søger om tidlig pension, giver man samtidig Udbetaling Danmark ret til at undersøge, om man har tilstrækkelig anciennitet til at kunne få tidlig pension. Hvis Udbetaling Danmark ikke kan finde dokumentation for tilstrækkelig anciennitet, vil man få mulighed for selv at finde den manglende dokumentation.

Hvor meget kan man få i tidlig pension?
Det fulde beløb for tidlig pension er 13.850 kroner (2021) om måneden før skat. Der er ingen modregning af ægtefælles indtægt eller formue, men ydelsen sættes ned, hvis man har indtægter over 24.000 kroner årligt og pensionsformuer på mere end 2 millioner kroner, herunder værdien af en tjenestemandspension. Fradraget af en tjenestemandspension beregnes som 80 procent af den løbende livsvarige pension og 5 procent for øvrige pensionsordninger over bundgrænsen. Tidlig pension nedsættes i hele perioden med det beregnede beløb, som overstiger fradragsbeløbet på 100.000 kr.

EKSEMPEL: 61-ÅRIG BETJENT
En 61-årig fængselsbetjent kan med 44 års anciennitet på arbejdsmarkedet få tidlig pension, når han eller hun fylder 64 år. Vedkommende kan dog ikke få det fulde pensionsbeløb på 166.200 kroner. Der skal trækkes et beløb på 80 procent af tjenestemandspensionen. Hvis fængselsbetjentens tjenestemandspension er på 227.840 kroner (som det gælder 1. februar 2021), vil fradraget være 182.272 kroner. Det vil sige mere, end hvad man kan få i tidlig pension. De første 100.000 kroner friholdes dog i fradragsbeløbet. Derfor skal fængselsbetjenten modregnes 82.272 kroner årligt. Tilbage er knap 84.000 kroner i tidlig pension. Desuden optjener betjenten pensionsbonus på 15 procent af den pensionsgivende løn i de år, fængselsbetjenten fortsætter arbejdet, efter betjenten har optjent 37 pensionsår. Cirka 48.000 kroner årligt før skat.