05.10.2024

Vi har vist vores styrke

Det er i krisesituationer, at man viser sin sande styrke. Bliver man på sin post, eller stikker man af?

Hvis nogen har været i tvivl om, hvad der ligger i frasen ”folk af rette støbning”, så kan de ikke være det længere efter forårets corona-forløb.

Mens resten af samfundet lukkede ned – kørte vi vores system videre. Vi mødte på arbejde og fik tingene til at fungere.

Og vi gjorde det, selvom vi ikke vidste, hvor godt eller dårligt det ville komme til at gå.

Alt tydede faktisk på, at det ville blive rigtigt slemt. Vi så billederne fra Italien. Vi så nyhederne om corona-ramte krydstogtskibe og læste om fængsler, hvor smitten var ude af kontrol.

Vi måtte forberede os på en lignende situation.

Det gjorde vi, og vi klarede opgaven. Det, synes jeg, er vildt imponerende.

Det er for nemt at sige bagefter, at det hele gik jo fint. Vi vidste jo ikke, hvor slemt det ville blive.

Nu må vi håbe, at vi er ovre corona-krisen. At vi igen kan se fremad, og politikerne ikke kun husker os, når vi er med til at løse en samfundsmæssig krise, men også når det bliver hverdag igen.

Ekstrabevillingen på 82 millioner kroner fra regeringen er et godt tegn. Det viser, at der er politisk opmærksomhed.

Det er dog kun en lappeløsning. Det løser ikke vores grundlæggende problem: At vi mangler mandskab i stort tal.

Vi har brug for en rammebevilling, der tegner den virkelighed, vi er i. Og selvfølgelig har vi en forventning om, at vi igen skal se på vores sikkerhed. Vi har oplevet grimme overfald, der nødvendigvis må kræve politisk handling.

For vi har som samfund brug for et velfungerende straffesystem både i krisetider, og når det bliver hverdag igen.