20.04.2024

“Vi gentager succesen til næste år”

Bo Trige og Jonas Rosenvinge fra Aalborg Arrest er blevet ramt at en alvorlig løbedille. I september samlede de ind for PTSD-ramte kollegaer.

Det begyndte med et enkelt løb i Aalborg. Nu er målet 100 halvmaratoner for de to fængselsbetjente Bo Trige og Jonas Rosenvinge fra Aalborg Arrest.

Og når man har fået snøret løbeskoene, kan man lige så godt bruge det til et godt formål. Derfor fik de ideen til at arrangere et velgørenhedsløb til fordel for Landsforeningen for PTSD-ramte. Det blev til PTSD-løbet den 23. september på Aalborg Kaserne med overskriften ’Gør det usynlige synligt’.

”PTSD er en skjult lidelse,” siger Bo Trige: ”Man kan ikke se på de ramte, at de har det svært. For nogle kan der også være et tabu forbundet med deres traume. Men disse mennesker skal føle, at de har et sted at gå hen, og at det ikke er forkert at få hjælp.”

Han er derfor meget glad for opbakningen til løbet, hvor 650 deltog enten ved at løbe eller gå distancen rundt om kasernen eller ved at deltage andre steder i landet.

“Det er første gang, vi kaster os over sådan et arrangement, og vi er kun to mand, koner og børn, så det er nærmest vanvittigt, at vi kan få så mange til at deltage og få så mange firmaer til at støtte op.”

Der blev i alt samlet 72.000 kroner ind. Og det bliver ikke en enlig svale. Til næste år er målet nemlig to løb.

”Vi har fået rigtig mange positive tilbagemeldinger, så vi gentager succesen til næste år. Det bliver den 24. august på Aalborg Kaserne, og vi håber at introducere endnu et løb enten ugen før eller efter på Sjælland. Vi starter arbejdet lige efter nytår med at kontakte sponsorer og samarbejdspartnere, så vi kan få samlet endnu flere penge ind denne gang,” siger Bo Trige.

Af Søren Gregersen