Jeg har lige læst apriludgaven af vores fagblad, og det fik mig til at føle mig lige så opstemt, som hvis jeg havde læst samtlige dødsannoncer i Statstidende.
Det er ikke fordi, jeg på nogen måder er uenig i meget af det, der står i bladet. Jeg kan godt se fornuften i, at der er behov for et opråb til topledelsen, og jeg kan til tider også føle, at vores arbejdsforhold næsten kan minde om et kollektivt selvmord.
Det er fordi, jeg synes, der heldigvis er et MEN. Der er jo også små solstrålehistorier indimellem, og derfor er jeg gået i blækhuset og har skrevet dette indlæg.
Overskriften fortæller, at ”Vi går lysere tider i møde”, og her er det nok desværre tvivlsomt, om det er sigende for hele Kriminalforsorgen. Det er dog uomtvisteligt gældende for afdeling ES (Efter- og Socialisering behandling) i Nyborg Fængsel. Dette er takket være min fantastiske kollega Tom, som til daglig er tjenestegørende fængselsbetjent på afdelingen.
Tom blev heldigvis en dag så træt af at se på de nikotingule vægge på kontoret, at han besluttede sig for at tage en malerpensel i hånden og gøre noget ved det.
Tom blev heldigvis en dag så træt af at se på de nikotingule vægge på kontoret, at han besluttede sig for at tage en malerpensel i hånden og gøre noget ved det. Vagtkontorets gardiner blev også vasket, da de var så beskidte, at de kunne stå op af sig selv. Nu er de rene, og de lugter ikke harsk længere.
Det er disse historier, jeg har set utallige gange i mit daglige virke som fængselsbetjent. Mine kollegaer tager et ekstra medansvar for fællesskabet. Den gustne gule nikotinfarve har trængt til en kærlig hånd i årtier, og hvis man kender Kriminalforsorgen, så ved man, at der kun sker noget, hvis man selv tager initiativ til at gøre en forskel. Jeg oplever, at der er en samhørighed i betjentgruppen, hvor der tit er en vilje til at sætte fællesskabet højere end den enkelte. Tom er et godt eksempel på dette, han tager ejerskab og yder en ekstra indsats.
Samtidig med at Tom maler på livet løs, er min kollega Heidi inde og lave pizzaer sammen med de indsatte. Det er der heller ikke noget ekstraordinært i – to fængselsbetjente der passer deres daglige arbejde. Min pointe er, at jeg er ikke sikker på, at alle fængselsbetjente ved, hvor fantastisk en indsats de bidrager med hver eneste dag, når de går på arbejde.
Jeg har tidligere være professionel soldat, hvor jeg var udsendt til nogle af verdens brændpunkter. Her gav det mig altid ro i sindet, at jeg vidste, at jeg altid kunne stole 100 procent på mine kollegaer, lige meget hvilken fare eller opgave vi stod over for. Den følelse er for mig heldigvis den samme i dag, selv om uniformen har skiftet farve.
Men jeg har også mine bekymringer, for både Tom og Heidi har rigtig mange års erfaring med i bagagen. Hvilket efter min mening er nødvendigt for at kunne tackle vores arbejdsopgaver på en professionel måde. Det stiller store krav til den enkelte medarbejder at kunne tackle de indsatte, vi har på afdelingen. Lidt under halvdelen af de indsatte afsoner en forvaringsdom. Desuden har vi nogle indsatte med meget alvorlige sindslidelser. Min frygt er, at vi risikerer at miste tab af viden, hvis for mange af vores erfarne kollegaer stopper eller finder andet arbejde.’
Mit håb med dette indlæg til debatten er, at vi minder hinanden om, at selv om vi kan synes, at vores løn og arbejdsforhold er yderst kritisable, så må vi ikke glemme, at vi har nogle af verdens bedste kollegaer.
Thomas Hansson, Nyborg
