Af forbundsformand Kim Østerbye
Jeg kan godt forstå, at mange danskere er forbløffet over, at fængslede fra terrorsagen har haft adgang til mindst 12 mobiltelefoner. Det er ikke godt nok. Derfor er jeg enig med justitsminister Søren Pind, der har præsenteret en tretrinsraket i kampen mod mobilerne: For det første skal vi være bedre til at forhindre indsmugling. For det andet skal vi være bedre til at finde telefonerne.Og for det tredje skal straffene skærpes.
De to første trin er i høj grad vores ansvar, og vi skal levere varen.
Når det er sagt, er tingene langt fra sort-hvide. Det er umuligt fuldstændigt at forhindre indsmugling i Kriminalforsorgen. Det vil aldrig lykkes.
I fængsler og arresthuse kæmpes der daglig en kamp mellem de indsatte på den ene side – som hele tiden finder nye indsmuglingsveje – og personalet på den anden side, som forsøger at stoppe de indsattes kreativitet.
De indsatte gemmer mobilerne på kroppen. Nogle gange i endetarmen. De gemmer dem i ting, som de har med ind som for eksempel bøger eller sko. De får venner til at kaste dem over hegnet eller muren. Eller skjuler mobiltelefonerne blandt varer, som leveres til fængslet eller arresthuset. Kun fantasien sætter grænser.
Sidder de indsatte i små gamle arresthuse med to fængselsbetjente på vagt – som det har været tilfældet i terrorsagen – er det meget svært at forhindre indsmuglingen. Det samme kan siges generelt om Kriminalforsorgens institutioner. Hverken bygningsmassen eller personaledækningen sikrer et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.
Sikkerheden halter i vores bygninger, hvoraf en del blev bygget før Første Verdenskrig. Samtidig mangler der omkring 200 betjente landet over blot for at dække det almindelige vagtbehov.
Derfor må ministeren sikre, at der følger ressourcer med, hvis han for alvor vil gøre noget ved problemerne med mobiler. Det er fair nok, at han stiller nye krav til os. Men det kan ikke blive en gratis omgang.
Vi kan kun gøre det bedre, hvis vi får opbakningen til det.
