04.08.2021

Vestre Fængsel mangler 28 betjente

Der er massiv mangel på fængselsbetjente i Københavns Fængsler. Det udhuler både faglighed og overskud, siger tillidsrepræsentant David Jensen.

Fast overarbejde har været hverdag længe for de fængselsbetjente, der står for at drive Vestre Fængsel.

Fængslet har et personaleunderskud på 28 betjente. 18 stillinger skyldes sygdom og andet fravær, mens 10 stillinger er ubesatte.

Personalemanglen svarer til 10 procent af bemandingen. Samtidig er det ikke et særsyn, at fængselsbetjente bliver udlånt en måned ad gangen til for eksempel Horserød Fængsel eller Helsingør Arrest, hvor personaleunderskuddet er endnu større.

”Vi er hårdt spændt for og har været det længe. Det er hårde tider, må jeg sige. Jeg har ellers set en del i mine 28 år i fængslet,” siger David Jensen.

Vi er kun nøglebærere
Overarbejdet påvirker betjentene, men det er mindst lige så meget udhulingen af deres faglighed, der dræner.

”Vi bruger ikke vores faglighed på en tilfredsstillende måde. Vi er efterhånden reduceret til at være nøglebærere. Vi deler mad ud, følger de indsatte på toilettet og lukker dem på gårdtur. Det er det. Vi har ikke tid til at tale ret meget med dem længere,” siger David Jensen.

Samtidig med, at en stor del af fængselsbetjentfagligheden ligger i dvale, bliver sikkerheden også påvirket, når David Jensen og hans kollegaer ikke har tid til at stoppe op og tale med en indsat.

”Før var det sådan, at vi tit fik besked, hvis der var optakt til en konflikt på gårdturen. Så var der lige en, der tog fat i os og sagde, at vi skulle holde øje med den og den. Sådan er det ikke længere. De indsatte kan godt mærke, vi ikke har tid, og så fjerner de sig fra os,” siger tillidsrepræsentanten.

Vi er efterhånden reduceret til at være nøglebærere, siger David Jensen

Går ud over de indsatte
Med manglen på betjente, er relationsarbejdet det første, der ryger, men også små ting i dagligdagen, der påvirker den indsattes varetægtsfængsling, bliver ramt.

”Det kan være sådan noget som at ringe hjem til familien. Det har vi ikke ressourcer til, så det bliver måske en gang om ugen. Det er langt fra optimalt,” siger David Jensen og forklarer, hvordan det igen lægger ekstra pres på personalet.

”De indsatte viser egentlig forståelse for det, men det skaber også frustrationer, der vokser sig større og større og til sidst ofte ender i en eller anden form for konflikt enten med en medindsat eller med os.”

På trods af massivt pres på både ansatte og indsatte i Vestre Fængsel, står David Jensen og hans kollegaer stadig oprejst.

”Vi holder hovedet højt, fordi vi skal, og fordi vi synes, vi har en samfundsmæssig vigtig opgave, og det er vi stolte af. Jeg vælger at tro på, at flerårsaftalen vil sætte fokus på os og vores indsats, og at politikerne vil forstå det, så det ikke kun bliver ved snakken. Det er det, der skal til,” siger David Jensen.

Vi trækker store veksler på personalet og skylder dem en stor tak, siger Lea Bryld

Vi trækker store veksler
Københavns Fængslers institutionschef, Lea Bryld, forstår godt, at David Jensen og hans kollegaer føler sig pressede.

”Det har været nogle hårde år på bemandingsfronten, og det bedste ville være, hvis det ikke var sådan. Vi trækker store veksler på personalet og skylder dem en stor tak. Det kunne simpelthen ikke hænge sammen for os, hvis ikke de var så beredvillige,” siger hun.

Lea Bryld oplever dog ikke den faglige udhuling, som David Jensen peger på.

”Fra ledelsens side ser vi, at betjentene gør et rigtig godt stykke arbejde, også på relationsfronten. De formår at udnytte de situationer, der opstår på gårdturen og ved madudleveringen for eksempel,” siger institutionschefen.

Hun mener samtidig, at der er lys forude: ”I maj, juni og juli kan vi sætte de faste overarbejdstimer på pause, fordi det hele ser lidt mere fornuftigt ud i øjeblikket ikke mindst på grund af det faldende sygefravær, og fordi der for tiden ikke er virksomhedsforlagt undervisning,” siger hun.

Af Maria Hamilton