03.06.2022

Anette Paetau er værkmester på afdeling E i Enner Mark

Værkmesterjobbet kræver snilde og menneskelig indsigt  

Anette Paetau er værkmester på afdeling E i Enner Mark Fængsel og går pædagogisk til værks, når hun forsøger at puffe de indsatte i en bedre retning. 

Anette Paetau viser ind på et lukket værksted i montageværkstedet. Her sidder fem indsatte fra afdelingen med begrænset fællesskab og samler de dæmpere, der får toiletter til at glide stille og roligt i.

Blandt dem er en helt ung mand, som er svær at holde i gang, så værkmestrene må sige til ham, at han skal sidde på sin stol tre kvarter ad gangen.

”Det nytter ikke at lave en aftale med ham, for han kan ikke holde den, og så bliver det bare endnu et nederlag. Vi taler meget med skolen og socialrådgiveren om, hvordan vi kan hjælpe ham til at fastholde arbejdet,” siger Anette Paetau.

Der er både en arrest, en afdeling for stærkt styrende, en særligt sikret, en isolationsafdeling og en afdeling med begrænset fællesskab i afdeling E i Enner Mark.

Alle typer indsatte kan havne på montageværkstedet hos Anette Paetau og hendes kollegaer, hvis de indvilliger i at arbejde, og det håber hun, at de gør.

”En af mine kæpheste er, at vi skal have dem i gang. Dem der aldrig rigtig har arbejdet. Der er for meget plads til negative tanker, hvis de bare sidder på cellen,” siger hun.

Hele deres identitet er bygget op om at være en idiot, men der er ikke nogen, der er gennemførte idioter, siger værkmester, Anette Paetau.

De har brug for selvtillidsboost
Der er ikke altid en helt lige vej dertil, for det er langt fra alle indsatte, der ser det som en simpel ting at møde på arbejde, og knokle til ordren er færdig.

Her kommer den pædagogiske snilde ind i billedet, og det hjælper også at være en god menneskekender for at vide, hvordan man skal gå til den indsatte og sætte ind med det selvtillidsboost, der er en vigtig del af Anette Paetaus værktøjskasse.

Hun har været fængselsbetjent siden 1998 og værkmester siden 2007, så hun har mødt sin del af tilgange til arbejdet i fængslet.

”Mange af dem synes slet ikke, de kan noget. Hele deres identitet er bygget op om at være en idiot, men der er ikke nogen, der er gennemførte idioter. Så jeg kan måske finde på at sige: Det er en fornøjelse at åbne døren ind til din celle, her er altid så pænt rent. Eller jeg roser det arbejde, de laver, og at jeg kan regne med deres arbejdsindsats,” siger hun.

Bag en anden dør sidder en indsat alene. Han er stærkt udadreagerende, men vil gerne arbejde, og værkmestrene har sammen med behandleren og socialrådgiveren fået hul igennem til ham og fået ham i gang med anger management.

”Det er rigtig godt at få ham i en anden retning, mens han stadig er arrestant. For hvis han først kommer over på bandeafdelingen at sidde, så er løbet kørt for ham,” siger hun.

Når Anette og hendes kollegaer får knækket koden til de indsatte, foregår det tit i samtaler hen over arbejdet.

”Det opstår igennem small talk. Man får skabt en relation. Jeg kan for eksempel spørge, hvorfor en indsat egentlig er i bandemiljøet, og sige til ham, at han har mange andre muligheder. Det kan også føre til, at jeg får viden, jeg kan bruge til at hjælpe den indsatte. For eksempel talte jeg med en om, at han spiller musik. Så kunne jeg tage fat i vores musikmedarbejder, der skaffede ham et keyboard og nogle noder, så han kan spille musik på cellen. Det giver selvtillid og ro,” fortæller Anette Paetau.

Vi kommer til et værksted, hvor to indsatte bevæger hænderne virkelig hurtigt i deres arbejde med at samle og pakke koblingsdåser. De er akkordlønnede.

”Vi er faktisk rigtig stolte af jer,” siger Anette Paetau til de to, der ikke stopper arbejdet af den grund. Men de ser stolte ud. ”Vi har styr på det,” siger den ene og griner.

Der skal være hænder nok
Anette Paetau og hendes kollegaer får rykket ved de indsatte, men det kan de kun så længe, der er personale nok.

”Det er alfa og omega, at vi har hænderne til det, ellers kan vi ingenting rykke. Jeg synes, vi værkmestre bliver svigtet lidt. Vi bliver ikke nævnt i hvervekampagner, og på uddannelsen er vi nærmest usynlige,” siger Anette Paetau, der efterlyser mere indsigt i den type af mennesker, hun arbejder med hver dag.

”Det er for eksempel en katastrofe, at vi ikke har om voksne, der er omsorgssvigtede på uddannelsen. Det har jeg selv læst en masse om, og det er meget brugbart i mit arbejde,” siger hun.

Af Maria Hamilton