For et år siden begyndte Stine Jørgensen på værkmesteruddannelsen. Det har hun ikke mærket meget til, og det ser hun som et stort problem, når det gælder om at tiltrække flere til faget og fastholde dem, der søger ind.
“Hey, jeg har en opgave til dig,” siger Stine Jørgensen til en indsat, der er på vej ind på træværkstedet i center 4 i Storstrøm Fængsel. Han stopper op og hilser på hende.
På et bord på vej ud til køkkenet står der en kæmpemæssig boomblaster.
”Det er fordi, de har meget stillesiddende arbejde, så jeg træner en halv time med de indsatte i montagen en gang imellem,” siger Stine Jørgensen.
Det er hverken motivation, energi eller relationer til de indsatte, der mangler for værkmestereleven, der begyndte på uddannelsen i januar 2021.
I hendes garderobe ligger der fastelavnstøj, som hun grinende viser frem: ”Vi slog katten af tønden i går med køller og det hele, de lignede små, glade børn,” siger Stine Jørgensen.
Alt hvad jeg trækker på i min hverdag, er kompetencer, jeg har fået, før jeg kom til Storstrøm,” siger Stine Jørgensen.
Der er ingen uddannelse
Værkmestereleven fra Storstrøm har ikke svært ved at gå ind i jobbet som værkmester, men hun ser det som et stort problem, at hun selv skal definere rollen: ”Jeg kan ikke mærke, at jeg er under uddannelse. Problemet er, at der ikke er nogen uddannelse,” siger Stine Jørgensen.
Hun er 39 år og uddannet bioanalytiker. Hun har i mange år været leder, før hun kom til Storstrøm.
I Stine Jørgensens optik er det uheldigt, at hun ikke har fået en værkmester-værktøjskasse at arbejde udfra: ”Alt hvad jeg trækker på i min hverdag, er kompetencer, jeg har fået, før jeg kom til Storstrøm,” siger hun.
Den tidligere leder har for eksempel afholdt medarbejder-udviklingssamtaler med de indsatte og fortalt dem, hvad de kunne gøre bedre.
”Det er jo ikke alle, der har lige så mange års erfaring at trække på. Jeg tror desværre, det rammer både rekruttering og fastholdelse, at der ikke er klarere rammer om uddannelsen og faget,” siger Stine Jørgensen.
Hendes kollega Brigitte Toft er også elev og oplever det på samme måde: ”Vi er på elevløn, men vi er ikke elever. Der er ingen oplæring, og man regnes for fuld del af driften allerede fra dag 1.”
De ved godt, det er personalemanglen, der er den store synder.
”Vi er ofte kun to værkmestre på hvert center her i fængslet. Vi burde være fem, så der mangler i den grad hænder – også til at oplære nye værkmestre,” siger Stine Jørgensen.
Men efter næsten halvandet år i Kriminalforsorgen er det tydeligt for hende, at der også er noget andet, der spiller ind.
”På selve uddannelsen bliver vi ikke prioriteret som værkmestre. Da jeg havde mine tre måneders undervisning, hvor vi var fire værkmestre på holdet, blev vi på intet tidspunkt taget ud for os selv og undervist i materiale indenfor vores fag,” siger hun.
Hjælpen går kun én vej
Stine Jørgensens mærker samme skævvridning i sin hverdag, hvor hun hver dag bliver brugt til at lappe huller i fængselsbetjentenes vagtplaner.
”Procentvist er vi meget hårdere ramt på bemanding end betjentene. Alligevel går hjælpen kun én vej, selvom vi beskæftiger store grupper af indsatte og dermed aflaster betjentene,” siger Stine Jørgensen.
Hun bakkes op af sin kollega Kenneth Winther, der har været værkmester siden august og fængselsbetjent 12 år før det: ”Det kunne være fint, hvis en fængselsbetjent for eksempel kunne sætte sig ned til vores pc med sin sagsbehandling og sikre, at vi kan holde værkstederne åbne på dage med særlig underbemanding. Men jeg tror ikke, det kommer til at ske, desværre. Det handler om kulturen,” siger han.
Langt fra tilfredsstillende
Fagbladet har spurgt institutionschef i Storstrøm Fængsel, Michael Fønss Gjørup om, hvordan han ser på værkmesterelevernes udfordringer.
Han er enig i, at værkmestereleverne ikke er blevet tilbudt et tilfredsstillende forløb: ”De elever, som har været ansat de seneste to et halvt år, har været voldsomt ramt uddannelsesmæssigt af corona-nedlukning og generel personalemangel. Der arbejdes løbende på at optimere elevforløbene samt uddannelsen for både fængselsbetjente og værkmestre. Vi skal nok nå i mål, men desværre kommer det til at tage noget tid.”
Institutionschefen anerkender, at der bliver trukket meget på værkmestrene i arbejdet med at få det store bemandingspuslespil til at gå op.
”Værkmestergruppen har været og er fortsat en kæmpe hjælp i dagligdagen, og det er rigtigt, at vi bruger dem både i beskæftigelsen og til afdelingstjeneste samt transportopgaver. Jeg glæder mig over, at trods de mange udfordringer, så er værkmestereleverne glade for jobbet og kan godt se, hvor vigtig en brik, de er i den daglige drift samt det tværfaglige samarbejde,” siger Michael Fønss Gjørup.
Af Maria Hamilton
