17.04.2024

Ungarsk indsat bruger tiden til at bygge sin egen celle i miniudgave

Selv toiletrenseren, vaskeposen og klipklapperne er med. En ungarer har brugt en måneds tid på at bygge en minikopi af sin celle.

I Blegdammens Arrest har en ungarsk indsat ved navn Janos siddet siden august 2020. Det har kostet stedet en del pap, der til gengæld er blevet omdannet til en lang række forskellige miniaturefigurer.

Pia Bianchi er fængselsbetjent i arresten, og hun fortæller, at hans celle på et tidspunkt var helt fyldt op af figurer.

”Janos har for eksempel lavet lastbiler og et stort pariserhjul. Vi blev nødt til at fjerne mange af figurerne, fordi det blev for svært at visitere cellen, så han gav dem til andre indsatte med børn,” siger hun.

Det er dog en særlig figur, der har fået Pia Bianchi til at kontakte fagbladet. Janos har nemlig lavet en nøjagtig kopi af sin celle i pap. Fra cellekald til ventilation, colaflaske og toilet.

”Den ligner hans celle på en prik, det er meget fascinerende. Jeg tror, han bruger sin energi på at lave noget kreativt for ikke at dø langsomt indvendigt. Han kan ikke engelsk, så han har ikke rigtig nogen at tale med. I personalet har vi en translator, så vi kan forstå hinanden, men det fungerer kun til helt korte samtaler,” siger hun.

Vi går ned til Janos’ celle, hvor han stolt viser den lille minaturecelle frem, og Pia Bianchi stiller fagbladets spørgsmål til translatoren: ”Hvor lang tid brugte du på at lave den?”

Den lille, sorte maskine omdanner spørgsmålet til ungarsk, han svarer, og hans svar oversættes til dansk: ”En måned cirka.”

Pia Bianchi stiller endnu et spørgsmål: ”Janos, du har ret store fingre, og jeg har lagt mærke til, at du mangler to fingerspidser, er det ikke svært at lave de bittesmå ting?” Han nikker og griner.

Vi spørger ham, hvad hans næste projekt er.

”Jeg vil lave endnu en version af min celle, bare større,” siger han og fortæller, at ventilationsristen allerede er lavet.