15.10.2021

Fra venstre: Povl, Marianne og Henrik, der alle tre kan fejre 40 års jubilæum i år.

Tilbage til udgangspunktet: Tre fængselsbetjente mødes i Vestre Fængsel efter 40 år

I 1981 gik Henrik, Povl og Marianne ind ad porten til Vestre Fængsel som spritnye fængselsbetjente. Nu mødes de samme sted –  med 40 års erfaring i bagagen.

”Hvor er det underligt at være her igen,” siger Povl Christensen, da han og de to gamle holdkammerater går igennem porten ind til Vestre Fængsel.

De tre fængselsbetjente begyndte på samme hold i september 1981. Siden skiltes deres veje, og det er kun Henrik Jacobsen, der efter nogle afstikkere er vendt tilbage til Vestre Fængsel.

”Jeg fik hjemve,” siger han grinende.

Marianne Hjorth Olsen tog i 1984 videre til Gribskov Fængsel og siden til Horserød, mens Povl vendte hjem til det jyske og en stilling i Viborg Arrest i 1986.

I år fejrer de alle tre 40-års jubilæum og er samlet for første gang, siden de sammen begyndte fængselsbetjentkarrieren.

”Vær dig selv og lad være med at være bange for at sige, du har det dårligt og har brug for hjælp. Det har vi alle sammen på et tidspunkt,” siger Henrik

Positivt livssyn
”Jeg tror, vi tre har det til fælles, at vi har et positivt livssyn,” siger Marianne Hjorth Olsen på vej hen til kantinen inden rundvisningen i fængslet.

Povl Christensen og Henrik Jacobsen nikker bekræftende.

”Og man skal være sig selv. Der er mange unge fængselsbetjente, der knækker nakken på, at de tror, de skal ind og være noget helt andet,” siger Henrik og fortæller, at han selv har været nede og vende psykisk fire gange i sin karriere på grund af voldsomme episoder.

”Vær dig selv og lad være med at være bange for at sige, du har det dårligt og har brug for hjælp. Det har vi alle sammen på et tidspunkt,” siger han.

Hvordan holder man så dampen oppe 40 år i faget?

De tre jubilarer er enige: Det er kontakten med de indsatte og så anerkendelsen, der giver benzin til at stå op og gå på arbejde.

Henrik fortæller, at han stadig kan blive rørt efter så mange år i faget.

”Der var en hjemløs, der kom herind og skulle på sygeafdelingen. Han var alkoholiker og skammede sig over det. Da jeg havde fulgt ham derover, gav han mig hånden og sagde ‘tak fordi, du gad at tale med mig’. Så blev jeg sgu helt rørt,” siger han.

Det gjorde også indtryk, da Henrik fik et personligt brev fra daværende direktør William Rentzmann som tak for indsatsen efter en fangeflugt.

Den slags husker man, og det gør Povl også: ”Jeg fik engang et brev fra den lokale politichef som tak for indsatsen ved et voldsomt selvmordsforsøg. Så holder man dampen oppe. Men det er først og fremmest kontakten med de indsatte, der gør, at jeg er glad for mit arbejde,” siger han.

Marianne tilføjer korpsånden som et vigtigt element: ”Kollegaskabet er vigtigt, og det er vores største sikkerhed. Jeg tror, det er derfor, vi bliver så tæt knyttede.”

”Det jeg husker allerbedst fra den første dag er, hvor meget det larmede. Høje råb og smækken med dørene,” siger Marianne.

40 år!
De tre betjente rejser sig fra kantinestolene, de skal nu ind og se deres gamle arbejdsplads. Vi er tilbage ved begyndelsen igen.

”Det jeg husker allerbedst fra den første dag er, hvor meget det larmede. Høje råb og smækken med dørene,” siger Marianne.

Mens Povl mindes den første indsatte, han mødte: ”Han havde skudt sig selv i hovedet og så helt forfærdelig ud, det satte sig nærmest som en traumatisk oplevelse.”

Henrik viser rundt i fængslet, og hans gæster er forbavsede over, hvor lidt det har forandret sig, og så alligevel.

”Jeg er overrasket over roen,” siger Marianne og kigger op. Der er kommet etageadskillelse på siden sidst, og det lægger en dæmper på lydene.

Henrik viser også gårdtursarealerne, der har ændret sig en del: ”Kan I huske dengang? Vi havde 120 indsatte ude ad gangen!”

Undervejs møder de yngre betjente, der nikker anerkendende, når de hører hvor mange år, de tre betjente har været i faget.

En af dem er Johanna: ”40 år! Jeg har været her i ét! Men det er en rigtig god arbejdsplads med rigtig gode kollegaer, man ved, de har én 110 procent.”

”Det er nemlig rigtigt,” siger Marianne.

”Ja, korpsånden er her stadig,” nikker Povl.

Senere på året lægger han uniformen og går på pension, om et år følger Henrik, og i 2023 siger Marianne farvel til Kriminalforsorgen.

Af Maria Hamilton