Interviewet med Kim Østerbye i Politiken den 22. august vakte mange følelser. Jeg er født på Statsfængslet på Kragskovhede og tilbragte mine første år der.
Min far var fængselsbetjent til sin død i 1972, og min mor ansat på Inspektionskontoret. Naturligvis var de begge underlagt tavshedspligt, men selvfølgelig kunne det ikke undgås, at de talte om deres fag, og vi børn lyttede.
Dog omtalte de aldrig de indsatte ved navn; kun ved nummer. Det gennemsyrede hele min opvækst, at langt de fleste indsatte efter mine forældres opfattelse var nogle sølle eksistenser, og det eneste, fængslingen drejede sig om, var at forhindre dem i at recidivere og hjælpe dem til en bedre tilværelse.
Min mor sagde en gang, at det mest sørgelige syn, hun nogensinde havde set, var en midaldrende mand, der forlod fængslet med en lille kasse under armen.
Det var alt, hvad han ejede på denne jord. Min far var den slags betjent, som ejede evnen og viljen til at hjælpe og støtte de indsatte. Det var en tid, hvor man stadig censurerede de indsattes breve. Min mor oplevede gang på gang at skulle læse et brev ”Til min elskede kone”, skrevet med min fars håndskrift! Kunne den indsatte ikke skrive, blev han nemlig nødt til at diktere.
Min mor sluttede sit arbejdsliv indenfor Den Fri Kriminalforsorg, hvor hun havde samme indstilling til klientellet, som hun havde haft hele sit liv. For eksempel skulle en (temmelig småtbegavet) ung mand møde op og få sin antabus, og til ham havde hun altid et bolsje, som han fik bagefter.
Tiden var en anden og klientellet var heller ikke som nu, men så længe der findes fængselsbetjente som Kim Østerbye, så er der håb endnu. Ikke alle råber op om strengere straffe.
Tak for interviewet og de kloge ord.
Venlig hilsen
Kirsten Skov
