I skærende kontrast til det ramaskrig som rejste sig, da Pension Hammer Bakker blev annonceret, har medarbejderne kun modtaget positive tilkendegivelser fra omgivelserne, efter pensionen åbnede for et år siden.
“Nej til kriminelle i Hammer Bakker,” tordnede beboere og lokalpolitikere, da politikerne i 2012 besluttede at lukke Kriminalforsorgens udslusningspension på Fanø for i stedet at åbne en ny i Nordjylland.
Pensionen ville være ensbetydende med tyveri og utryghed. Derfor skulle fængslet – som de lokale kaldte det – placeres et helt andet sted end i det naturskønne område øst for Nørresundby.
Debatten kørte i flere år; blandt andet under kommunalvalget i 2013. Men konklusionen blev, at pensionen åbnede i maj 2015.
Nu har fagbladet besøgt den nye institution for at finde ud af, om Hammer Bakker har forvandlet sig til Nordjyllands svar på Patpong District.
Der hersker dog fred og ro i de sneklædte bakker i begyndelsen af marts. Uden for den store murstensbygning står et par beboere og får sig en smøg, og inden for kan hverken forstander Lone Lauritzen, tillidsmand Anders Mosegaard eller de øvrige ansatte bære ved til bålet om kriminalitet og utryghed.
De kender kun til ét tilfælde af tyveri, og her var det ikke pensionens beboere, som var ude på rov. Det var tværtimod beboerne, som var ofre. Nogen trængte nemlig ind, og stjal stole og kontanter fra beboerne.
Det viser sig også, at pensionen kun har modtaget positive tilkendegivelser, siden dørene blev slået op. Da pensionen havde 100 gæster på besøg til åbent hus, var selv de argeste byrådsmodstandere glade.
Facebookgruppen mod pensionen er også gået i stå. Ingen har skrevet noget siden august, hvor man forsøgte at koble et indbrud i Nørresundby sammen med den nye pension.
Det afviser Anders Mosegaard dog blankt: ”Vi havde ingen beboere ude på det tidspunkt.”
Noget kunne altså tyde på, at det var stor ståhej for ingenting, da naboerne protesterede over pensionen.
Gode faciliteter
Det er nu heller ikke derfor, at Anders Mosegaard inviterede fagbladet til Nordjylland. Fængselsbetjenten ville gerne præsentere den nye institution for kollegaerne i resten af Kriminalforsorgen. Med god grund viser det sig, for pensionen tilbyder gode faciliteter og tilbud til sine beboere.
Det er lykkedes at skabe gode rammer for udslusning af op til 27 beboere. Køkkener og værelser er rummelige, moderne og charmerende. Samtidig giver naturområdet gode muligheder for at vandre, køre på mountainbike og sejle kajak. Det foregår alt sammen i beboernes fritid, for i dagtimerne arbejder de eller er i skole.
Beboerne består af vidt forskellige kriminelle som for eksempel vaneforbrydere, drabsdømte og misbrugere.
Tværfaglighed
Pensionen har 12 medarbejdere, som blandt andet består af fængselsbetjente, socialrådgivere og socialpædagoger.
Ud over Lone Lauritzen og Anders Mosegaard møder vi familiebehandler Pernille Bøggild, fængselsbetjent Allan Poulsen og socialrådgiver Max Lester.
De synes, at det har været spændende at være med til at bygge pensionen op fra bunden.
Lone Lauritzen er den eneste, som har valgt at flytte med fra den tidligere institution på Fanø. Hun fortæller, at personalegruppen har gennemgået et 1-årigt uddannelsesforløb for at sikre en fælles referenceramme.
Pensionen tager udgangspunkt i en systemisk narrativ metode. Ideen er, at problemer ikke opstår individuelt, men i et samspil med andre mennesker, og at forandringer kan ske ved at introducere alternative fortællinger. Mange beboere har en identitet som kriminel. Det forsøger medarbejderne at ændre.
Allan Poulsen siger: ”Det er vores opgave at gribe fat i ting, som kan sikre, at det kan lykkes, så de ser sig selv på en anden måde.”
Tankegangen har mange konsekvenser for hverdagen i pensionen. Eksempelvis kalder man ikke beboere ved deres cellenummer, som det kendes andre steder i Kriminalforsorgen, men ved deres rigtige navne.
Og der bruges mange kræfter på at træne beboerne i almindelige sociale omgangsformer. Det bliver for eksempel skredet ind, hvis indsatte forsøger at hævde sig over for andre på traditionel fængselsvis. Her er der ikke noget med at prale med store indbrud, man har begået.
Max Lester har arbejdet i flere af Kriminalforsorgens institutioner. Han kan mærke på beboerne, at de er tæt på friheden: ”Her er omgangstonen lettere,” siger han.
Kontrast til Aalborg Arrest
For de to fængselsbetjente Allan Poulsen og Anders Mosegaard er pensionen meget anderledes end Aalborg Arrest, hvor de tidligere arbejdede. I begyndelsen skulle de lige vænne sig til, at knivene lå fremme i køkkenet og at dørene ikke bliver låst. Men nu er de meget glade for det.
”Jeg kan sagtens mærke, at jeg ikke er så firkantet mere,” siger Allan Poulsen.
Anders Mosegaard er enig: ”Det kan slet ikke sammenlignes. Man er meget tættere på de indsatte her.”
De peger dog også på, at det ikke nødvendigvis er nemmere at arbejde i en pension, hvor man er sammen med beboerne alle timer.
”Man er mere træt, når man kommer hjem. Vi er på hele dagen,”
siger Allan Poulsen.
Hils Peter Kempf
Selv beboerne roser den nye pension. Vi møder A.P. i slutningen af besøget: ”Det er godt at være her. Man kan mærke, at det tværfaglige samarbejde fungerer mellem personalet,” siger han.
Han har været her siden juni, og fungerer som pedel. Han har en lille betingelse for interviewet: ”Jeg vil gerne sende en hilsen til fængselsbetjent Peter Kempf i Sønder Omme for hans store hjerte. Han gør en forskel.”
Skuffet må fagbladet således forlade Hammer Bakker uden en historie om konflikt og problemer. Til gengæld fik vi en historie om en udslusningspension, som er kommet godt fra start.
Af Søren Gregersen
