17.04.2024

Sten på sten ud af misbrug

En ung indsat har stor glæde af at arbejde med murerfaget i Horserød.

Der foregår stadig gode ting i Horserød Fængsel trods skimmelsvamp og truende lukning. Værkmester Martin opdagede, at 22-årige Lukas var murerlærling, da han mødte ham i fængslet. Og eftersom værkmesteren selv er murer, satte han en uddannelse i gang.

”Jeg fandt ud af, at han ikke var blevet færdiguddannet, fordi han røg ud i et misbrug. Så jeg besluttede at prøve at styrke hans færdigheder – og forhåbentlig få ham på rette spor igen,” siger Martin.

Det blev startskuddet til en række mureropgaver, hvor kronen på værket er en udendørs pizzaovn, som Lukas var i gang med, da fagbladet kom på besøg.

”Ideen er, at de indsatte og personalet kan bruge ovnen ved særlige lejligheder,” fortæller murerlærlingen.

Han forklarer, hvordan han har lavet ovnen, blandt andet skabte hvælvingerne problemer: ”Det var ikke helt nemt. I alt har projektet taget mig to måneder, og det har været lidt af et love-hate relationship. Jeg har mange gange haft lyst til at smadre den, men det blev godt til sidst,” siger Lukas.

Han afsoner en straf på tre år, og har været i behandling i 11 måneder. Det er første gang, han sidder i fængsel – og forhåbentlig sidste gang.

”Det her er ikke, hvor jeg hører til, men det er svært, når man vil noget andet end de andre indsatte. Jeg vil gerne have noget ud af mit liv. Jeg var derfor rigtig heldig, at jeg fik en værkmester, som også var murer. Det gav mig mulighed for at arbejde videre med faget.”

Lukas har kæmpet med misbrugsproblemer i mange år – både hash og hårde stoffer – og vil gerne ud af det.

”Jeg har været inde i en dårlig rytme. Har lavet nogle dumme ting. Jeg tror et svendebrev er vejen til at blive clean.”

Tænke ud af boksen
Martin har givet Lukas en række opgaver med stigende sværhedsgrad: Opsætning af fliser rundt om på afdelingerne, arbejde med forskellige typer mure, mosaikarbejde og så videre.

”Jeg har taget nogle valg og forsøgt at tænke ud af boksen, så Lukas har fået et godt forløb, og han har virkelig taget det til sig. Han har for eksempel ryddet op i vores værksted og fået styr på vores værktøj,” siger værkmesteren.

Bedre end teknisk skole
Lukas mener lige frem, at uddannelsen er bedre end uden for fængslet.

”Jeg har fået lov til at prøve mange sjove ting. På teknisk skole var der hele tiden en lærer, som hang over skulderen på en.”

Og slutter af med en hilsen til Horserød, som i øjeblikket er delvis nedlukket på grund af skimmelsvamp.

”Jeg har ikke noget dårligt at sige om Horserød. Det er ærgerligt, at det hele smuldrer.”

Planen er, at Lukas fortsætter sin mureruddannelse på teknisk skole, når han bliver løsladt til januar.

Af Søren Gregersen

Fra december sidder der kun 68 indsatte i Horserød Fængsel på grund af skimmelsvamp. Fængslet har ellers plads til 270.