65-årige Henrik Jacobsen ser tilbage på fire årtier i Vestre Fængsel.
Vestre Fængsel ligner sig selv, udvendigt i det mindste. Cellevinduerne er blevet lidt større, der er etableret et kraftigt hegn, og et gammelt cykelskur er revet ned.
Men det er vel så også i store træk de mest synlige ændringer, der er sket med det gamle fængsel, siden Henrik Jacobsen for første gang gik gennem porten i september 1981. Men det overfladiske syn fortæller ikke den fulde sandhed om udviklingen gennem 41 år. Inde i de gamle bygninger er der talrige og iøjnefaldende eksempler på, at tiderne har ændret sig.
”Kravene til sikkerhed er øget enormt, siden jeg begyndte. Etagerne er blevet overdækket, afdelingerne er skarpt adskilt, nogle celledøre har fået en særlig åbning til håndjern, nøglesystemet er ændret radikalt, og gårdtur foregår i dag i bure i stedet for fortidens store åbne plæner, for blot at nævne nogle få eksempler,” fortæller Henrik Jacobsen, som i samme ombæring fremhæver den personlige sikkerhed: ”At for eksempel peberspray skulle blive en del af udrustningen, var mildest talt ikke noget fantasien rakte til, da jeg begyndte som aspirant.”
“Men forklaringen er selvfølgelig, at klientellet har ændret sig på en måde, ingen kunne forudse. Adskillige indsatte har banderelationer og er aggressive og voldsparate på en måde, som var utænkelig i de første årtier af min tjeneste.”
“Nogle har psykiske diagnoser – eller burde have det – og de er gennemgående svære at skabe en fornuftig dialog med. Samtidigt har vi fået meget mindre tid til denne vigtige del af jobbet, fordi sikkerheden fylder så meget.”
Alene det at få den interne logistik til at fungere kræver mange ressourcer.
“Ikke desto mindre prøver vi at få selv de mest modvillige indsatte i tale, selv om det er op ad bakke. Tidligere var det nemmere; jeg er gammel Vesterbrodreng og kunne tale den lokale dialekt. Den metode rækker desværre ikke altid længere,” konstaterer Henrik.
Sæt ikke barren for højt, for så bliver du skuffet. Brug din humoristiske sans og sørg for at have en god fritid med indhold og mening
Mere indviklet
Da Henrik blev ansat, havde direktoratet til huse i en gammel ejendom i det indre København. De beskedne lokaler er for længst skiftet ud til fordel for en stor kontorbygning. ”Det afspejler et bureaukrati, som bare er vokset – og stadig gør det. Tidligere var kommandovejene meget enkle. Beslutninger blev truffet på stedet, det var effektivt og let gennemskueligt for alle.” siger Henrik.
Nogle vil hævde, at det hele er blevet mere kompliceret, men det passer ikke. Man gør det mere kompliceret, og som jeg ser det, er den øgede kontrol og kravene til dokumentation et udtryk for mistillid til, at lokale ledere, og for den sags skyld menige betjente, kan træffe saglige og pragmatiske beslutninger. Bureaukratiet har skabt en masse civile job, mens antallet af betjente er faldet dramatisk, med alt hvad det medfører af velkendte problemer,” siger Henrik.
At være sig selv
At komme ud for voldsomme episoder er et vilkår i jobbet som fængselsbetjent.
”Tidligere ’bearbejdede’ man den slags med en masse øl, men det har heldigvis ændret sig,” fortæller Henrik. Han har flere gange benyttet sig af muligheden for professionel støtte efter en belastende hændelse.
”Alle har en grænse, og det er vigtigt at erkende og acceptere,” siger Henrik, som har et par råd til nye generationer af betjente: ”Vær dig selv, og lad være med at spille en rolle, for det bliver altid afsløret. Sæt ikke barren for højt for så bliver du skuffet. Brug din humoristiske sans og sørg for at have en god fritid med indhold og mening.”
Selv har Henrik i mange år optrådt som julemand og tryllekunstner og har haft stor glæde af at glæde andre, og samtidigt har det lidt særprægede fritidsjob lært ham at omgås alle typer mennesker. Tiden nærmer sig, hvor han går ud ad porten for sidste gang: ”Det er uforudsigeligt, men bliver sikkert meget mærkeligt. Jeg har aldrig været ked af at gå på arbejde, og jeg har nydt samværet med gode kollegaer og den særlige jargon.”
Den ene dag glider over i den anden i et langt arbejdsliv. Men en helt særlig dag var det, da Henrik mødte op hos dronningen for at takke for fortjenstmedaljen.
”Det var en helt speciel oplevelse. Jeg var især imponeret over, at dronningen viste ægte interesse for mit arbejde. Nogenlunde samtidigt havde jeg den glæde, at min leder omtalte mig i positive vendinger overfor for Folketingets Retsudvalg. Den dag tænkte jeg, at så må jeg jo trods alt have gjort det meget godt!”
Af Preben Lund
