21.11.2019

Skal vi nødvendigvis være de dårligst lønnede?

Kriminalforsorgen må efterhånden komme frem til en erkendelse af, at der er brug for nye redskaber i personalepolitikken.

Ligegyldig hvor flotte rekrutteringskampagner man kører frem med i medierne, så hjælper det ikke, hvis der er to kollegaer, som vælger at forlade jobbet, for hver gang der bliver ansat én.

I syv år i træk har vi sagt farvel til flere kollegaer, end der er kommet nye til.

Til trods for denne triste statistik er der tilsyneladende ingen, som tænker på, at økonomiske incitamenter kan have betydning for faneflugten.

Jeg siger ikke, at lønnen skal være afgørende for, om man vil arbejde i Kriminalforsorgen. Men skal vi nødvendigvis høre til blandt de dårligst lønnede tjenestemænd i Danmark?

Ud af 337 forskellige tjenestemandsstillinger i Danmark er der kun 14, som tjener mindre end os.

Vi tjener godt nok mere end museumsbetjente, biblioteksbetjente og kirketjenere. Men så kan vi ikke rigtig prale mere.

Vores kollegaer i politiet tjener for eksempel 5.000 mere om måneden.

Hvis Kriminalforsorgen var en privat virksomhed, som manglede flere hundrede medarbejdere, så ville man skrue på lønnen. Sådan tænker man ikke i Kriminalforsorgen.

Det må være derfor, at man tilbyder SU til de nye elever.

At man udviser, hvad jeg vil kalde nærighed ved de årlige nylønsforhandlinger.

Og at man ikke gør noget for at løfte vores løn generelt.

Lønsparsommeligheden ses også i Grønland. For nok er vi lavtlønnede i den sydlige del af kongeriget. Men oppe mod nord tjener anstaltsbetjentene 4.500 mindre end de danske fængselsbetjente.

Kan det virkelig lade sig gøre? Ja, det kan det. Til gengæld tjener grønlandske politibetjente stort set det samme som danske. Det er dybt urimeligt.

Personalemanglen er i øvrigt lige så stor i Grønland som i Danmark.

Det virker altså desværre som om, at der ikke er nogen i Kriminalforsorgen, som ser en kobling mellem lille løn og stor personaleflugt.