»Fængselsbetjent overhældt med kogende olie«.
»Fængselsbetjent slået ned med kaffekande«.
»Betjent ramt i hoved. Tundåser i strømper brugt som våben«.
Kig lige på de tre overskrifter ovenfor. Det er ikke noter til en Netflix-serie om et amerikansk fængsel. Det er derimod overskrifter fra de danske medier og desværre kun et lille udsnit af dem.
Det lyder voldsomt, ikke? Det kan jeg fortælle dig, at det er. Det er den slags episoder, der sætter sig i kroppen på en betjent, og måske klarer han eller hun den og kan møde på job igen. Måske er det dråben, der udløser ptsd, som rammer alt for mange fængselsbetjente. Nærmere bestemt 13,5 procent ifølge en ny undersøgelse fra Vive. Der er 1-2 voldsepisoder hver dag i vores fængsler og arresthuse.
Jamen er det ikke et vilkår ved jobbet som fængselsbetjent?
Det er lige præcis det spørgsmål, jeg vil debattere. Det bør ikke være et vilkår, at indsatte slipper billigt af sted med overlagt kriminalitet indenfor i fængslet. Det er ikke meningen med den måde, vi driver fængsler på i Danmark.
Der er ingen tvivl om overskrifternes og overfaldenes voldsomhed, og hver gang det sker, hører vi reaktioner som: Nok må være nok! Men det er høj bølgegang, der desværre altid går i sig selv igen uden at trække forandringer med sig.
Kriminalforsorgen byder ind med fine skrivebordsløsninger, men der er, og det er et kæmpestort problem, en gigantisk kløft mellem skrivebordet og fængslet, og selv om der står noget på et stykke papir, der skal rykke os fra dårligt til bedre, sker det ikke i praksis, fordi bandernes rettigheder vægtes så højt, at det ikke er muligt at tage højde for personalets sikkerhed.
Det skal have konsekvenser, når en fange, ofte et bandemedlem, koldt og kynisk planlægger og udfører et voldsomt overfald. Ikke bare retsligt, men også i forhold til hans fortsatte afsoning i fængslet.
Ingen konflikt, bare vold
Forestil dig, at du er på arbejde som fængselsbetjent og står og taler med en indsat. Du er vant til at håndtere konflikter med indsatte og deres frustrationer over hverdagen bag tremmer. Men din viden om konflikthåndtering og tilspidsede situationer når slet ikke at blive aktiveret, inden kaffekanden rammer dig med et hårdt slag i baghovedet. Sekundet efter bliver dit ansigt ramt af kogende vand.
Du var ikke forberedt, for der var ingen konflikt. Overraskelsen var en del af et nøje planlagt overfald af en indsat, der vil markere sig over for dig og din uniform. Han er ikke engang oprørt. Handlingen er ikke foretaget i affekt. Han lægger sig fladt ned på maven som for at sige: Tag den, og tag så bare mig. Jeg er ligeglad.
Det skal have konsekvens
Jeg mener, at vi har stærkt brug for forandringer, og jeg håber virkelig ikke, der skal kraftigere handlinger til, før det sker, for vi er allerede tæt på drab.
Det skal have konsekvenser, når en fange, ofte et bandemedlem, koldt og kynisk planlægger og udfører et voldsomt overfald. Ikke bare retsligt, men også i forhold til hans fortsatte afsoning i fængslet.
Vi får tit en fornemmelse af, at der er stor forskel på at slå en mand ned på gaden og på at slå en fængselsbetjent ned. Paragraf 119 – vold mod tjenestemand i funktion – kan næsten føles som en formildende omstændighed, fordi ’vold og trusler er et arbejdsvilkår – som fængselsbetjent, må man kunne tåle mosten’.
Han, der slog betjenten ned med en kaffekande og overhældte hende med kogende vand, skal ikke sidde og spille kort med sine medindsatte og hygge sig bagefter. Han skal ikke fortsætte sin dagligdag, som om intet er hændt.
Jeg er ikke jurist og vil ikke begynde at diskutere jura, men jeg mener, at det skal have flere konsekvenser, når en fange – ofte et bandemedlem – koldt og kynisk planlægger og udfører et voldsomt overfald. Ikke bare retsligt, men også i forhold til hans fortsatte afsoning i fængslet.
Over for denne slags indsatte gælder kun en firkantet attitude, strammere regler og færre rettigheder.
Han, der slog betjenten ned med en kaffekande og overhældte hende med kogende vand, skal ikke sidde og spille kort med sine medindsatte og hygge sig bagefter. Han skal ikke fortsætte sin dagligdag, som om intet er hændt.
Alle, der kender min holdning til vores fag, ved, at min tro på resocialisering er grundlæggende og nagelfast. Men efter 21 år i systemet er jeg også meget bevidst om, at der findes mennesker i vores samfund, vi ikke kan nå ad den vej. Det er vi nødt til at tage seriøst og indrette vores fag og vores samfund efter. Vi bliver nødt til at følge udviklingen, for vi kan ikke fortsætte med at sygepensionere statens medarbejdere i det tempo, vi gør nu og har gjort alt for længe.
Vi skal vise med al tydelighed, at det ikke er i orden at slå et menneske ned, bare fordi man allerede er spærret inde. At man ikke vinder terræn og magt inde bag murene med de samme virkemidler, som man bruger udenfor.
Et overfald skal have konsekvenser af respekt for den betjent, der blev overfaldet.
Af respekt for de andre indsatte, der er truet af den aggressive adfærd.
Og af respekt for vores fængselssystem, der blandt andet er sat i verden for at lære kriminelle at begå sig i samfundet, når de kommer ud igen.
Hvis vi ikke aktivt forandrer det her, siger vi stiltiende god for det, og det vil ske igen og igen. Indtil vi tydeligt viser, at vi ikke vil tolerere det. Hverken som fængsel, Kriminalforsorg eller samfund.
Den indsatte har ret til besøg, gårdture, adgang til varmt vand og fællesskab med andre indsatte. Skal de rettigheder fortsat være der, hvis man slår en betjent ned? Jeg siger ikke nødvendigvis, vi skal fjerne dem, men vi skal diskutere, hvilke rettigheder det er, vi vil beskytte og for hvem.
For som jeg ser det, er det lige nu bandemedlemmets ret til at skade andre mennesker, vi værner om.
Er det virkelig det, vi vil?
Af Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet
LÆS INDLÆGGET I POLITIKEN (bag betalingsmur)
