17.04.2024

Skal de åbne fængsler lukkes – bare lidt?

Af Niels Jensen, tillidsrepræsentant på Søbysøgård Fængsel

Er de åbne fængsler tidssvarende? Jeg hører både blandt kollegaerne her i Søbysøgård Fængsel og fra kollegaer fra de andre åbne fængsler, at klientellet gennem årene kun er blevet hårdere. Man kæmper med massive problemer med indtag af og handel med stoffer, som let kan indsmugles.

Den type indsatte, som tidligere huserede i åbne fængsler – spritbilisten, folk med mindre domme for vold, butikstyven – sidder derhjemme og afsoner med fodlænke. Og da de lukkede fængsler er overfyldte, kan jeg godt mistænke, at der sidder indsatte i åbne fængsler, som førhen ville være placeret i lukket regi – og som nok burde være det. Derfor har vi nu åbne fængsler, som udover at være fyldt op til bristepunktet, har nogle rammer der ikke passer til klientellet.

Men, kunne man spørge, hvorfor skal vi nu til at beskæftige os med den slags politiske eller ideologiske spørgsmål? Har Kriminalforsorgen ikke problemer nok med personalemangel, overbelæg og langtidssygefravær?

Jo, men måske er en del af løsningen netop at se på rammerne i de åbne fængsler. Hvis vi kunne dæmme op for eksempelvis indsmugling, ville vi måske få en følelse af at have kontrol over løjerne. At det ikke er kriminelle bagmænd, der styrer fængslets dagligdag og sender de svage indsatte ud til fængslets grænser og hente leveringer af sprut, hash og telefoner, som skal pushes videre. Måske vil det give os en reel følelse af at kunne holde opsyn og beskytte indsatte mod overfald i skjulte kroge. I mine øjne vil det være et positivt bidrag til arbejdsmiljøet.

Om det skal være hegn, mere overvågning, strammere regler eller andet skal jeg ikke kunne sige. Man bør fra politisk side se på om rammerne i de åbne fængsler er passende – eller om de åbne fængsler skal lukkes lidt til. Jeg tror, det ville gavne personalet.