17.09.2021

Sikkerheden skal styrkes i frontlinjen

Efter år med nedskæringer på postbesættelsen frygter jeg, at vi aldrig kommer tilbage på en forsvarlig personalenormering.

Der er godt nok stor fokus og politisk bekymring for den akutte udvikling, hvor fangerne vælter ind ad døren, men vi skal huske, at vi har et kæmpe efterslæb.

Jeg siger det, fordi hukommelsen ikke altid er så god på arbejdsgiversiden – i hvert fald ikke, når det er belejligt at glemme. Hvis jeg selv sad i ledelsen, ville jeg måske også benytte lejligheden til at indkassere en historisk besparelse på postbesættelsen.

Det kan man gøre ved at bruge den nuværende personalenormering som referencepunkt for fremtiden. Altså ved at sige at den nuværende normering er normal og dækkende.

Det er faktisk lige præcis, hvad vi oplever i Kriminalforsorgen. Ved at acceptere lavere postbesættelse opstår der ligefrem personaleoverskud i nogle institutioner. Det er grotesk.

Men man kan ikke lege med tallene på den måde. Det er vores medlemmers sikkerhed og arbejdsglæde, vi taler om. Der er brug for mandskab ude på fængselsgangene – der hvor vi møder de indsatte. Man skal ikke være alene på vagt, når man som minimum bør være to. Man skal ikke være to, når der skal være tre.

Vi vil gerne jobbet, men der bliver trukket for store veksler på os, hvis vi ikke længere kan møde trygt på arbejde.

Hvis det på et tidspunkt lykkes at ansætte flere folk, end det antal som stopper, så skal de nye folk ikke bare dække huller.

Der skal flere på vagt i frontlinjen.

Der kommer til at gå mange år, før vi er tilbage på en rimelig postbesættelse igen. Indtil vi kommer så langt, så vil Fængselsforbundet sørge for, at hverken ledelse eller politikere glemmer, hvad de har lovet.

Vi kan godt huske sidste flerårsaftale. Vi husker de 250 ekstra betjente, som vi blev stillet i udsigt.

Her fire år senere er vi 300 færre betjente og 800 flere indsatte.

Er det ikke på tide, at der bliver rettet op på det?