Af Jan Kruse
Da jeg går ind på min chefs kontor giver jeg ham hånden, inden jeg sætter mig i en af stolene. Jeg læner mig tilbage i stolen. Et kort sekund lukker jeg øjnene og forbereder mig mentalt på det jeg nu skal igennem.
Jeg kigger på min bisidder. Ja sådan en har man ret til, at have med når man skal til sygesamtale. Det er altid godt med vidner og hjælp, når man skal have ørene i maskinen. Min bisidder er en erfaren mand, og vi smiler da vi begge ved det her ikke bliver en samtale der indeholder noget produktivt.
Jeg er bestemt ikke den første fængselsbetjent han er bisidder for, hvor denne chefs tilgang er mistro til personalet.
Min chef starter ud med et hårdt verbalt højre hook:
“Jeg tror ikke du er kommet til skade på arbejdet, men det er sket i din fritid. Du snyder med den skade”
Min sygesamtale udspringer af en hændelse, to måneder forinden, sket i mit arbejde som fængselsbetjent. Min ene kollega kalder på assistance over vores radio. Jeg smider alt hvad jeg har i hænderne, for at komme min kollega til undsætning.
På vej opad trappen, drejer jeg hele kroppen, men mit knæ følger ikke med. Så der ligger jeg pænt på trappen med smerter, alt imens mine andre kolleger løber ind til vores kollega der skal have hjælp. Resultatet er at jeg bliver sygemeldt fordi jeg skal have en knæoperation.
Da jeg startede i kriminalforsorgen havde jeg en naiv tro på, at skulle uheldet være ude og man kom til skade på arbejdet, så ville arbejdsgiver hjælpe. Jobbet som fængselsbetjent slider på krop og sjæl, så jeg forventede at det var en selvfølge, at vi passede på hinanden.
Aldrig har jeg taget mere fejl.
Jeg har selv valgt et arbejde der slider på sjælen, og derfor havde jeg også forventet en kriminalforsorg der anerkender slitagen og sikrede sine medarbejder. Både med forbyggende tiltag og ikke mindst når uheldet er ude. Tallene taler deres eget tydelige sprog. Danmarks Statistiks seneste tal på området, viser en stigning på 30 % i fysisk- og psykisk vold mod fængselsbetjente på bare ét år.
Jeg kunne forestille mig at hvis sygefraværet steg 30 % på et år, så ville der straks blive sat ressourcer af til, at får stoppet den høje stigning, fra ledelsens side.
Så skulle personalet nok se handlingskraft og gennemslagskraft fra arbejdsgivers side, for at nedbringe det tal.
Så det undrer mig at man I kriminalforsorgen kan have en kæmpe stigning I psykisk og fysisk vold. Især uden at jeg og mange af mine kolleger som til dagligt går mellem de indsatte kan mærke der er forbedring på den opgaveløsning, der er med at nedbringe volden og opbringe sikkerheden.
Jo bedre sikkerhed og jo flere ressourcer jeg og mine kolleger har til den daglige opgaveløsning, jo mere minimerer vi muligheden for at vi rammes af fysisk eller psykisk vold. Det vil betyde at jeg og mine kollegaer holder længere og samtidig vil sygefraværet også falde. Og det er vel ikke for meget at forlange?
Hvis vi skal undgå at den nuværende 30 % stigning, I fysisk og psykisk vold, ikke skal blive til 40 % eller 50 %, kræver det bedre sikkerhed og det kommer kun hvis arbejdsgiver kommer på banen og vil være med.
Jeg savner en arbejdsgiver der viser handlekraft og viser at personalet er mere end blot en tag og smid væk rubrik i et Excel ark.
Det er alt for nemt at sidde længst væk fra de indsatte og snakke om højt sygefravær, og fylde flere og flere opgaver på personalet, uden at skele til opgaveløsning og sikkerhed for personalet.
Så kære justitsminister.
Hvis du skal være sheriffen i min by, så drop det løse krudt, for det imponere ikke selvom det larmer.
Men vis du vil forandringerne og gennemfør dem med personalets sikkerhed for øje.
Læs Jan Kruses blogindlæg her
