Der er stor usikkerhed her i de første uger af corona-forløbet. Vi ved, at mange vil blive syge, men ikke hvor mange, og hvor hårdt det kommer til at ramme vores arbejdsplads.
Men heldigvis er noget lige så sikkert, som det hele tiden har været. Det er, at sammenholdet og korpsånden består.
Det er dybt imponerende, hvordan det lykkedes jer at håndtere opgaven i en situation, hvor vi i forvejen er nede på bemandingen.
I knokler og ofrer jer for at sikre, at Kriminalforsorgen lever op til de forventninger, samfundet har til os. Det er enestående.
Vi er i forbundet meget bevidste om, at I møder helt nye udfordringer i denne tid.
Når I skal isolere indsatte med tegn på Corona, når I skal tackle de indsattes frustrationer over manglende besøg, og når I skal forholde jer til jeres familiers bekymringer.
Det er en helt ny virkelighed, der er vokset ud for os alle sammen, og jeg er stolt over, hvordan I har tacklet den omvæltning, det er.
Det er denne nye virkelighed, luppen er rettet mod lige nu. Vi tager en dag ad gangen og afventer, hvad der sker.
Men så snart vi er ude på den anden side af corona-krisen, retter vi fokus på de andre problemstillinger, den kommende direktør står over for.
For det er et farligt job at arbejde i den uniformerede gruppe i Kriminalforsorggen – også til hverdag. Det viser den nye PTSDrapport med al tydelighed. Jobbet er mere belastende end at være politibetjent. Det havde vi en fornemmelse af i forvejen. Men nu har vi fået det sort på hvidt.
Det har konsekvenser, når man år efter år skærer bemandingen samtidig med at man fylder fængslerne til randen.
Jeg holder mig klar til at etablere et godt og fornuftigt samarbejde med den nye direktør, og ser frem til fortsat at kæmpe med næb og kløer for gode og meningsfulde arbejdsvilkår for jer i fremtiden.
Hold fanen højt så længe og husk, at jeres indsats er værdsat.
