17.04.2024

Så tegner jeg kirken, sagde værkmesteren

Efter syv års kamp har Statsfængslet i Møgelkær fået sin egen kirke. I sidste ende måtte værkmester Bent Jensen fra Fængslet i Nørre Snede slå stregerne til huset.

’Hvorfor gå over åen efter vand?’ Det var nogenlunde devisen i Statsfængslet Møgelkær, da man lod en værkmester fra egne rækker tegne en ny kirke til fængslet i stedet for at overlade det til en arkitekt udefra.

Der er gået syv års tovtrækkeri inden kirken endelig blev færdig. Økonomien havde svært ved at bære, det samme havde jorden og pludselig sprang arkitekten fra.

Både statsfængslet og sognepræst Peder Jessen kæmpede for deres kirke: Der blev søgt om flere penge, jorden blev skiftet ud og bygningsværkmester Bent Jensen fra Fængslet ved Nørre Snede trådte til som ny arkitekt. Han er uddannet bygningskonstruktør.

”Jeg har tegnet omkring 10 forskellige bygninger i Fængslet ved Nørre Snede, men det her projekt er det mest spændende, jeg har været med til,” siger Bent Jensen.

Bent Jensen har lagt vægt på, at kirken skulle være funktionel og flot.

”Den har en spændende tagkonstruktion med højt til loftet og synlige spær med smedejernssamlinger. Og som noget særligt indgangen til våbenhuset med de meget flotte døre af mahogni, som er inspirerede af solen,” siger Bent Jensen.

Også inspektør Hans Henrik Brøndsted er glad for den nye bygning: ”Vi har frygtelig meget brug for en kirke. Det er vigtigt for de indsatte at have et frirum med mulighed for gejstlig betjening,” siger Hans Henrik Brøndsted.

Han er særlig glad for, at der følger en præst med til det nye hus: ”Det er vigtigt at have en uafhængig person, som kan høre på de indsatte. Mange har behov for at tale med nogen, der har tid til dem. Her kommer præsten ind i billedet – nogle gange i stedet for en psykolog,” siger Hans Henrik Brøndsted.

Café, møder og film
Planen er, at kirken både kan bruges som kirke og som kulturhus.

”Hvis den også fungerer som fritids- og opholdsrum for de indsatte – så er den blevet så funktionel, som jeg håbede. Derfor er der i den ene ende af kirken to etager med plads til café, møder, filmfremvisning eller hvad man nu ellers kan forestille sig,” siger Bent Jensen.

Foreløbigt er kirken kommet godt fra start: ”Det er en bragende succes. De indsatte spiser sammen på særlige hyggeaftener. Der er en helt anden stemning, alt fungerer meget positivt i kirken, og de indsatte passer på stedet,” siger Hans Henrik Brøndsted.