20.04.2024

Prisen som årets tillidsrepræsentant i Danmark uddeles i november. Der er over 200 indstillede til prisen. Det er en jury bestående af folk i fagbevægelsen og tidligere vindere, der udvælger vinderen.

Peter Rasmussen er indstillet til årets tillidsrepræsentant

Hvert år uddeler A4 prisen som årets tillidsrepræsentant i Danmark. En TR der har gået en ekstra meter i kampen for kollegaerne. Fængselsforbundet har i år nomineret Peter Rasmussen.

Forbundsformand Bo Yde Sørensen skriver i sin indstilling om Peter:

Peter Rasmussen er tillidsrepræsentant for Kriminalforsorgens transportbetjente og har formået at knytte vores nye kollegaer tæt til deres forbund. Han koordinerer samarbejdet mellem de lokale tillidsrepræsentanter og til de øvrige grupper i Fængselsforbundet.

Peter har været bannerfører på projektet med at få transportbetjentene direkte repræsenteret i Fængselsforbundets hovedbestyrelse, så de er repræsenteret i forbundets kompetente forsamling.

Peter har også været et af de bærende elementer i forhold til at få flyttet transportbetjente væk fra SU og over til løn under hele uddannelsen. Et afgørende og kontant resultat for kollegaer og forbund. Weekendtillæg og varige tillæg ved lønforhandlinger er også at finde på hans resultatliste.

Det bør også fremhæves, at hans resultater sker på en måde, hvor han formår at opnå det ved fortsat at være respekteret og i sync med sine kollegaer i TR-fællesskabet. Det vil sige resultater uden at stå på ryggen af andre faggrupper.

Peter stiller troligt op til artikler for såvel arbejdsgiver som forbund, når kollegaernes sag skal tales, eller når Kriminalforsorgen har behov for en præsentabel medarbejder til at promovere et budskab.

Peter Rasmussen fremstår således som en fuldstøbt tillidsmand efter få år på posten, som såvel kollegaer som forbund kan være tilfredse med og stolte over. Fra Fængselsforbundets side er transportbetjentenes tillidsmand et stort aktiv, og han skal fra vores side have de varmeste anbefalinger til valget som årets tillidsrepræsentant. Måtte han ikke vinde titlen, vil han være at betragte som årets tillidsrepræsentant hos Fængselsforbundet