17.09.2021

Pape: Man må gerne mærke, at man sidder i fængsel

Justitsministeren forsvarede sin hårde kurs i landets fængsler på et samråd i Folketingets Retsudvalg i dag. Men han talte også varmt om fængselsbetjentenes arbejde og vigtigheden af at skabe balance mellem det hårde og det bløde.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Søren Pape Poulsen (K) har håndfaste holdninger til hverdagen i fængsler og arresthuse. Blandt andet har justitsministeren udtalt, at Kriminalforsorgen er præget af 1970’er pædagogik.

Hvis retsordførerne, herunder Rune Lund (Ø), der havde indkaldt til samrådet, havde regnet med, at ministeren ville bøje af på disse synspunkter, blev de skuffet på dagens samråd på Christiansborg.

“Nu hedder fængslerne institutioner – noget med ‘sø’ og noget med ‘å’. Men fængsler er fængsler, og man må gerne kunne mærke, at man sidder i fængsel. Man kan fint sidde der uden at modtage gaver på statens regning,” svarede ministeren på retsordførernes kritik.

Ministeren anerkendte dog, at sikkerheden i fængslerne ikke alene skal opretholdes statisk med kontrol og magt, men også via positive relationer mellem indsatte og fængselsbetjente. Noget som Fængselsforbundet har påpeget mange gange.

“Jeg mener jo ikke, at relationen til de indsatte skal være negativ. Min umiddelbare forståelse fra Fængselsforbundet, og de fængselsbetjente som jeg har snakket med, er, at det er en svær balance, men at det er det, de gerne vil. Og det lytter jeg til,” sagde Søren Pape Poulsen og fortsatte: “Vi skal finde en passende balance.”

Task Force kommer med forslag snart
Overskriften for samrådet var ministerens holdning til afsoningsforholdene i Kriminalforsorgens institutioner, men der var tilsyneladende bred enighed blandt retsordførerne om, at afsoningsforholdene også omfatter fængselsbetjentenes bemanding og sikkerhed i hverdagen. I hvert fald blev der talt meget om dette emne.

Ministeren lagde selv ud med at adressere problemet: “Vi ser alvorlige overfald på fængselsbetjente. Det er vanvittigt. Det skal stoppes.”

Retsordfører Peter Kofoed Poulsen (DF) supplerede og spurgte: “Vores fængselsbetjente har været udsat for et helt urimeligt pres. Der skal simpelthen være nok på vagt derude. Har ministeren en målsætning på det her område?”

Ministeren gav ingen direkte målsætning for mange fængselsbetjente, som der er brug, men henviste til den task force omkring medarbejdersikkerhed i Kriminalforsorgen, som han nedsatte for tre måneder siden.

“Det er ikke kun bemanding, der spiller ind i forhold til indsatte med knald i kasketten. Det handler også om, hvordan vi diskuterer sikkerhed. De nærmeste dage kommer task forcen med en række forslag til forbedre sikkerheden i fængslerne,” sagde Søren Pape Poulsen.

Sluk fjernsynet
Retsordfører for Venstre, Preben Bang Henriksen, var generelt begejstret for de holdninger som ministeren tilkendegav på samrådet. Han havde dog et konstruktivt forslag til straf for de indsatte, der ikke opfører sig ordentligt.

“Nogle vil måske trække på smilebåndet, men jeg mener, at man som i andre lande skulle slukke for de indsattes fjernsyn som disciplinærstraf.”

Af Kristian Westfall