Kære medlemmer
Jeg har beskedne ønsker for 2017: En ny direktør der har modet til at få rettet skuden op. Færre overfald, bedre bemanding, ro på belægsfronten og anstændige lønvilkår for den uniformerede gruppe.
Jeg mener i hvert fald, at vi kan tillade os at håbe på et bedre år end det år, som vi er på vej ud af. I 2016 er vi nemlig blevet udfordret på mange måder.
Vi er ved at afslutte den mest ambitiøse flerårsaftale nogensinde. En aftale som havde som mål at løfte arbejdsbetingelserne for både betjente og værkmestre. Opgaven skulle i centrum, og vi blev lovet mere uddannelse.
Det ville være skønt at sidde tilbage med en oplevelse af succes. Men sådan gik det desværre ikke. Det er ikke blevet nemmere at være ansat i Kriminalforsorgen. Snarere tværtimod.
I år har vi oplevet en fuldkommen absurd personalesituation, der er skabt af manglende rettidighed hos ministeren og Kriminalforsorgen, som tror, at de har styr på hvor mange betjente, de skal bruge. Alligevel stiger overarbejdet. Vi rammer rundt regnet 250.000 overarbejdstimer i år.
Samtidig oplever vi en voldsbølge inden for og uden for murene. Der har være 50 procent flere overfald i forhold til sidste år. Herunder flere modbydelige af slagsen.
Ikke underligt at vores sygefravær stiger i takt med overarbejde og vold. Det er en ond spiral, som rammer de raske, der må knokle endnu mere.
Vi har også oplevet institutionslukninger og flytning af kollegaer, som er blevet håndteret klodset fra Kriminalforsorgens side. På Kærshovedgård fik medarbejderne for eksempel at vide midt i november, at fængslet skulle bruges som udrejsecenter fjorten dage senere. Tilsvarende blev Vridsløselille lukket som en tyv om natten. 157 år. Bum. Så var det slut.
Justering af kapaciteten
En årsag til lukningerne er selvfølgelig, at det har været nødvendigt at tilpasse belægget, da kriminaliteten falder markant. Samtidig har fodlænke og samfundstjeneste fået et kæmpe løft, hvilket sammenlagt betyder, at behovet for fængselspladser er faldet med cirka 500-700 pladser. Men derfor kan man godt inddrage medarbejderne i processen. Det er jo hele kongstanken med tillidsreformen, som vi har knoklet så hårdt for at få på skinner.
Jeg oplever desuden, at de nye områder og lokale institutioner ikke helt har forstået, hvad der menes med sammenhængskraft på tværs af landet. Vi har fortsat store udfordringer med personalefordelingen mellem områderne. Det må kunne gøres bedre. Vi er ikke ansat i fire forskellige kriminalforsorgsområder, men på én arbejdsplads opdelt i fire driftområder.
Vold og trusler
Vold- og trusselbilledet mod den uniformerede gruppe er stærkt bekymrende. Det er nærmest blevet acceptabelt blandt kriminelle at overfalde, true eller direkte skyde betjente på job eller i fritiden. Jeg vil dog rose Kriminalforsorgen, politiet og departementschefen for den kæmpeindsats, de har leveret for at sikre dem, det er gået ud over og alle os andre. Et bedre samarbejde skal man lede længe efter.
Et eksternt sikkerhedsfirma med de bedste sikkerhedsfolk i landet har samtidig gennemgået Kriminalforsorgen. Der kommer i det kommende år flere sikkerhedstiltag for personalet direkte afledt af dette arbejde. Tak for det.
Men rapporter, bekymring og øget politifokus erstatter ikke godt gammeldags relationsarbejde eller sagt med ord, som vi brugte i min ungdom: Samvær, tilstedeværelse og kendskab til den enkelte fange. En professionel personlig relation virker bedre end alt mulig isenkram. Måden vi er sammen på, måden vi taler på og måden vi reagerer på konflikter på, er noget, vi konstant skal arbejde med.
21 mobiltiltag
Relationsarbejdet er ikke blevet nemmere af, at der på alle måder er indført stramninger, som skaber endnu flere modsætningsforhold for den dynamiske og menneskelige sikkerhed.
Jeg tænker på de 21 mobiltiltag. Desværre fik vi anbragt os i en situation, hvor vores minister satte spørgsmål ved vores evne til at sikre terrorsigtede fanger. Der blev gang på gang fundet ulovlige mobiltelefoner, og vi oplevede facebookopdateringer fra fangerne. Pinligt for os alle.
Det har vi sandelig fået at mærke. Alle former for mobiltrafik lige fra vores egne private til tjenestemobil er nu forbudt i lukkede fængsler. Desuden er vi som personale blevet kriminaliseret, hvis vi af glemsomhed skulle glemme at lægge mobilen, inden vi går på job. Vi bliver rask væk politianmeldt og efterfølgende – må man formode – registreret som kriminelle. Flot hr. minister. Det er sådan noget, der gavner tilliden og glæden på arbejdspladsen.
Selvfølgelig skal vi finde flere mobiltelefoner, hvis det er det, I ønsker. Den basale sikkerhed har alt for mange steder ikke været god nok, men at straffe os med at gøre os til kriminelle for at glemme en mobiltelefon, det er stærkt overdrevet og næppe fremmende for arbejdstrivslen.
Politisk fokus
Jeg hører tit fra medlemmerne, at politikerne, ministeren og direktoratet ikke aner noget som helst om, hvad der foregår, og hvor urimeligt vi føler os behandlet. Til det vil jeg sige, det er simpelthen ikke rigtigt. For det første besøger politikerne os ofte på de enkelte fængsler, for det andet holder forbundet ikke sin mund, når noget ikke passer os. Politikerne træffer faktisk – for det meste – beslutninger på et oplyst grundlag, selvom vi ikke nødvendigvis er enige.
Jeg håber også, at de træffer beslutninger på et oplyst grundlag til næste år, for der er nok at tage fat på. Vores ønsker er som nævnt beskedne: En ny direktør der har modet til at få rettet skuden op, færre overfald på den uniformerede gruppe, bedre bemanding, ro på belægsfronten så vi kan få åbnet det nye fængsel på Falster og ikke mindst anstændige lønvilkår for den uniformerede gruppe, der bestemt fortjener et lønløft.
En rigtig glædelig jul & et godt nytår til alle medlemmerne af Fængselsforbundet.
Kim Østerbye
Forbundsformand
