Større risiko for kriminalitet, arbejdsløshed og død. Brugen af strafceller påvirker de indsatte negativt.
Af forskningsleder Lars Højsgaard Andersen, Rockwool Fondens forskningsenhed.
FN ’s Menneskerettighedsråd tog i starten af maj temperaturen på menneske-rettighedsområdet i Danmark. Det førte til en række anbefalinger, hvoraf en del fokuserer på brugen af isolationsfængsling.
Isolationsfængsling kan være mange ting, men i denne kommentar fokuserer jeg på isolation i strafcelle – hvor en indsat sidder alene i en 8 kvadratmetercelle op til 23 timer i døgnet i op til 28 dage som straf for at have overtrådt reglerne i fængslet.
Brugen af strafcelle er et af de områder, som menneskerettighedsrådet kritiserer, ligesom ombudsmanden tidligere har kritiseret brugen. Bekymringen går for det første på manglende retssikkerhed, fordi det er fængselsbetjente og ikke en domstol med tilhørende proces, der uddeler strafcelle. For det andet går bekymringen på, at isolation for eksempel i strafcelle mistænkes for at have en række sundheds- og adfærdsmæssige konsekvenser. Det har forskning vist ved at sammenligne indsatte, der oplever isolation i strafcelle, med andre indsatte, som ikke er en tur i strafcelle. Men ville en afskaffelse af strafceller faktisk betyde en markant forbedring af de indsattes resocialisering?
Vi er nogle af dem, der har forsket i strafceller. Resultaterne viser, at der er en sammenhæng mellem strafcelle og ringere resocialisering. Dette fund synes jeg fortjener opmærksomhed, når beslutningstagerne skal forholde sig til anbefalingerne fra FN’s Menneskerettighedsråd.
De dør hurtigere
Indsatte, der oplever strafcelle, har markant højere risiko for at dø inden for de første fem år efter løsladelsen end indsatte, der ikke oplever strafcelle. Det viser et nyligt studie. Op imod 4,5 procent af dem med strafcelle døde inden fem år mod kun knap 3 procent for andre indsatte. Dem med strafcelle dør altså hurtigere!
Her – såvel som i forskningen på området generelt – løber vi dog ind i den udfordring, at man ikke direkte kan sammenligne indsatte, der kommer i strafcelle, med andre indsatte, som altså ikke kommer i strafcelle. Der er jo typisk en grund til, at nogle kommer i strafcelle og andre ikke gør, og de to grupper kan slet og ret ikke sammenlignes.
Indsatte, der oplever strafcelle, har markant højere risiko for at dø inden for de første fem år efter løsladelsen end indsatte, der ikke oplever strafcelle
En forklaring på overdødeligheden kunne således være en forskel på risikovilligheden i grupperne. Måske er personer, der ender i strafcelle, bare mere uforsigtige end andre? Er dette tilfældet, udtrykker overdødeligheden både forskellen i forsigtighed og en eventuel effekt af opholdet i strafcelle – vi kan simpelthen ikke skille de to ting ad. Opdeler vi dødsfaldene efter dødsårsager ser vi da netop også, at overdødeligheden især skyldes dødsfald, der kan klassificeres som risikorelaterede, såsom ulykker, vold og selvmord.
Vi har derfor afsøgt bedre data, altså data der giver et mere retvisende sammen-ligningsgrundlag. Gennem Kriminalforsorgen har vi fået adgang til data ikke blot om strafcelle, men også om andre disciplinære straffe, som altså ikke involverer isolation i strafcelle. Disse andre straffe er for eksempel bøder eller advarsler som også gives for overtrædelser af reglerne i fængslet. Data indeholder således samtlige registrerede disciplinære straffe.
Vi ser på beskæftigelse og risiko for ny kriminalitet, som er to hovedindikatorer på resocialisering. To hovedresultater træder frem.
For det første står det skidt til med resocialiseringen blandt dem med strafcelle. Mens beskæftigelsen blandt dem uden disciplinære straffe er 56 procent, er den nede på omkring 40 procent for dem med strafcelle. Og omvendt med hensyn til ny kriminalitet, her begår op mod to ud af tre i strafcellegruppen ny kriminalitet mens det samme kun gør sig gældende for knap en ud af tre i gruppen uden disciplinære straffe.
For det andet er der imellem disse to grupper dem, som har forbrudt sig mod reglerne i fængslet, men som alene har fået andre disciplinære straffe end strafcelle. Deres beskæftigelse ligger på 52 procent og lige under halvdelen har tilbagefald til kriminalitet. Da personerne i denne gruppe ligesom strafcellegruppen faktisk har forbrudt sig mod fængslets regler, må de forventes at være mere sammenlignelige med strafcellegruppen end dem, der slet ikke er registreret med disciplinære straffe.
Konklusionen er altså, at når vi bruger grupper, der må forventes at være mere sammenlignelige falder den negative effekt af strafcelle til et noget lavere niveau.
Ringere jobchancer
Men der kan vel stadig være forskelle på grupperne, så hvor meget betyder strafcelle egentlig? I studiet har vi udvalgt indsatte fra de to grupper, der i gennemsnit ligner hinanden på en lang række baggrundsfaktorer, og herefter fulgt udviklingen i deres arbejdsmarkedstilknytning og kriminalitet fra før til efter afsoningen, hvilket giver et godt bud på svaret.
Igen klarer strafcellegruppen sig dårligere. Deres chance for at være i arbejde falder 4 procentpoint mere fra før til efter afsoningen end dem, der har fået andre disciplinære straffe. Og deres kriminalitetsniveau falder mindre end for dem, der har fået andre disciplinære straffe, nemlig 7 procentpoint. Altså en anelse ringere jobchancer og (lidt) højere tilbagefald til kriminalitet.
Resultaterne tyder på, at selv når vi går langt for at håndtere forskelle på dem med strafcelle og andre, så er der en sammenhæng mellem strafcelle og ringere resocialisering.
Sammenhængen er svagere end den var, da vi bare sammenlignede situationen efter løsladelse for dem med og uden strafcelle – og dermed også svagere end, hvad meget eksisterende forskning kunne lade os forvente. Man skal altså næppe forvente, at udfordringer omkring resocialisering løses, hvis man helt stoppede med at bruge strafcelle. Vores resultater peger dog i retning af, at man kunne forvente (lidt) lavere tilbagefald til kriminalitet og en anelse bedre arbejdsmarkedstilknytning blandt de typer af fængslede, som i dag udsættes for en tur i strafcelle.
Afskaffe strafceller?
Spørgsmålet er så, om vores resultater giver anledning til at afskaffe brugen af strafcelle i Danmark, når nu brugen samtidig kritiseres af FN’s Menneskerettighedsråd? Det spørgsmål kan resultaterne her ikke sige noget om. Der er nemlig mange forskellige hensyn, der skal tages højde for i den diskussion. For eksempel hensyn til orden og sikkerhed i fængslerne (måske afskrækker truslen om strafcelle faktisk nogle indsatte fra overhovedet at bryde reglerne) men også hensyn til, ja, menneskerettigheder. Og måske mere generelt spørgsmålet om, hvad alternativet til strafcelle egentlig kan være. Dette er spørgsmål, som det er både interessant og relevant at få diskuteret.
