17.04.2024

Ny skole placeres formentlig i Trekantsområdet

Justitsministeriet løfter ikke meget af sløret for, hvor og hvornår den nye skole for fængselsbetjente bliver etableret, men pilen peger på Trekantsområdet.

Fagbladet har spurgt justitsministerens særlige rådgiver, om hvor den nye vestskole placeres. Skal den for eksempel være i Møgelkær Fængsel?

Peter Utzon Berg siger: “Det er endnu for tidligt at sige noget om den konkrete placering, men der vil blandt andet blive taget hensyn til, at transportafstandene til uddannelsessatellitten skal være relativt korte fra alle dele af Jylland og Fyn.”

Med denne udmelding må man antage, at Nord- og Vestjylland er udelukket, og at skolen snarere kommer til at ligge i nærheden af Trekantsområdet, hvor Møgelkær Fængsel som bekendt også holder til.

Om tidshorisonten for skolen siger den særlige rådgiver: “Vi kan desværre ikke sige så meget. Det er forventningen, at uddannelsessatellitten etableres inden for 1-2 år, når der er fundet en egnet lokation.”

50 elever om året
Det fremgår af finanslovsaftalen, at skolen får plads til cirka 50 elever årligt og kommer til at koste 49 millioner kroner i 2019 og 21 millioner årligt efterfølgende.

Forligspartierne håber, at skolen vil styrke rekrutteringen af fængselsbetjente.

Kriminalforsorgen skal også udarbejde en rekrutteringsanalyse for at finde ud af, hvordan man øger antallet af elever på fængselsbetjentuddannelsen.

Af Søren Gregersen

Læs mere om en skole i Jylland her: 

Fængselsforbundet: Lad os bruge Møgelkær som midlertidig uddannelsesinstitution

DF stiller finanslovskrav om fængselsbetjentuddannelse i Vestdanmark

Socialdemokratiet: Vi skal uddanne fængselsbetjente i Vestdanmark