17.04.2024

Ny cellevogn

Transport- og bevogtningsenheden i København har fået nyt flagskib.

”Det er et specialudviklet køretøj, der kun findes én model af,” siger tillidsrepræsentant Jonas Kjær Nielsen om den nye Mercedes Sprinter, som TBE København lige har taget i brug.

Bilen er et produkt af et to-årigt projekt, der handlede om at udvikle en stor cellevogn til transport af indsatte til Københavns Byret og andre steder i hovedstaden.

Den slags leverer de ikke direkte fra Mercedes i Stuttgart. Bilen har derfor været forbi Haarby Karosseri på Fyn, som ombygger køretøjer til specielle formål.

Jonas Kjær Nielsen fortæller, at bilen er bygget op med rum til ti indsatte, og at den har alle mulige tekniske fornødenheder i form af kameraer, aircondition, belysning og så videre.

Han hentede selv bilen på Fyn sammen med en kollega: ”Det var en fornøjelse at sætte mig bag rattet i et spritnyt køretøj.”

Og hvad koster sådan en bil så? To millioner kroner. Det er uden registreringsafgift.

Af Søren Gregersen