03.06.2022

Mød Kriminalforsorgens narkohunde på Folkemødet

Hvor hurtigt kan en narkohund snuse sig frem til en pose kokain eller en mobiltelefon? Det kan du få svar på, når Kriminalforsorgens dygtige hundeførere og deres hunde fortæller om deres alsidige sikkerhedsopgaver i Kriminalforsorgens institutioner. Mød også den nye mobilhund Nokia.

Danmark har nogle af verdens bedste narkohunde. De bliver jævnligt brugt til narkotikaeftersøgninger, kontrolbesøg og razziaer i fængsler og arresthuse og hjælper også af og til politi og toldvæsen.

Oplev dem i aktion, når de gennemsøger en model af en fængselscelle og snuser sig frem til narko gemt på kroppen af en af deres førere. På grund af deres fabelagtige næse har hundene en lugtesans, der er omkring 2,4 millioner gange bedre end et menneskes. Derfor kan de snildt lugte sig frem til hash eller narkotika, på trods af, at det er gemt i en tætsluttende plasticpose, nederst i en kaffedåse eller i en peberkværn. Hundene kan sågår finde mobiltelefoner.

Det og meget mere vil Kriminalforsorgens narkohundeførere fortælle om under demonstrationen.

Mød narkohundene – blandt andet den nye mobilhund Nokia – i vores telt på Kæmpestranden: Lørdag klokken 10.00, 11.30 og 13.00