14.02.2024

Marie Jahn og Anders Rasmussen er under deres uddannelse begge ansat på Storstrøm Fængsel

Mere fredeligt end sit rygte

To elever gør status efter første år i tjeneste på Storstrøm Fængsel.

Marie Jahn og Anders Rasmussen har netop afsluttet dagens undervisning i blandt andet magtanvendelse, og har fået gennemgået diverse paragraffer og bestemmelser. Efter en periode som udlånt til Københavns Fængsler er de tilbage på skolebænken på Kriminalforsorgens Uddannelsescenter i Nykøbing Falster.

Vi møder dem foran idrætshallen, hvor dagens lektioner har fundet sted.

De to er enige om, at beskrivelsen af fængsler, som steder med mange og hyppige konfrontationer mellem indsatte og betjente, ikke svarer til virkeligheden. I hvert fald ikke til den virkelighed de har lært at kende, siden de blev ansat i Kriminalforsorgen i efteråret 2022 med fast tjenestested i Storstrøm Fængsel.

Marie Jahn kommer med et eksempel: “Fra medierne kunne man få det indtryk, at livet bag murene er betydeligt mere hårdt og brutalt, end det faktisk er. Sandheden er, at hverdagene langt overvejende forløber stille og roligt.”

Hun har det meste af tiden arbejdet på Bygning B – en behandlingsafdeling med indsatte, der er særligt motiverede. Et arbejde der passer godt til hendes temperament og lever op til hendes tanker om formålet med jobbet – nemlig at give de indsatte et grundlag for at holde sig ude af kriminalitet efter løsladelsen.

Nem overgang til virkeligheden
Anders Rasmussen fortæller om sine foreløbige erfaringer: ”I det års tid jeg har været i jobbet, har jeg kun været ude for få magtanvendelser. De er en del af realiteterne, og jeg synes, vi er godt forberedt fra skolen, hvor vi blandt andet simulerer virkeligheden med rollespil og konfliktløsning,” siger han.

Efter jeg selv er blevet ansat, har det mest overraskende været, hvor meget der bliver sat pris på ens arbejde og på den person, man er. Det gælder både kollegaer og indsatte. Det har faktisk rørt mig, for det forventede jeg ikke

Betjenten tilføjer, at han har kunnet lægge de få episoder, der trods alt har været, bag sig, når han har smidt uniformen og er kørt hjem.

“I øvrigt er jeg meget bevidst om, at de indsattes frustrationer ikke er rettet mod mig personligt, men den blå skjorte, og alt det den repræsenterer. Det gør en kæmpe forskel.”

Marie Jahn tilføjer: ”Jeg har i en periode været udstationeret til Vestre Fængsel. Her oplevede jeg magtanvendelser, hvor erfarne betjente havde overskud til at forstå og respektere, at det var situationer jeg ikke plejede at stå i.”

Den gode dialog
Anders Rasmussen havde forinden hørt en del om jobbet fra en af sine venner, men han blev alligevel positivt overrasket.

”Det kom noget bag på mig, at vi i almindelighed kan tale så frit og ordentligt med hinanden, indsatte og betjente imellem. Det er i øvrigt også en betydelig faktor for sikkerheden,” tilføjer han.

Marie Jahn kendte ingen, der arbejdede bag murene, før hun søgte ind. Hun havde kun tænkt på fængslerne som noget, man skulle have respekt for, og som noget tryghedsskabende i vores samfund.

“Efter jeg selv er blevet ansat, har det mest overraskende været, hvor meget der bliver sat pris på ens arbejde og på den person, man er. Det gælder både kollegaer og indsatte. Det har faktisk rørt mig, for det forventede jeg ikke.”

Tanker om fremtiden
For Marie Jahn og Anders Rasmussen er jobbet stadig nyt, og de har eksempelvis skullet vænne sig til, at det ikke er alle dele af jobbet, de kan diskutere med familie og venner.

23-årige Anders Rasmussen var livredder og instruktør, før han blev betjent, mens 41-årige Marie Jahn i mange år drev butikker i detailhandlen.

To områder der på alle måder adskiller sig fra arbejdet som fængselsbetjent.

Men de er begge sikre på, at de har fundet den rette hylde.

Lønnen er, som den er – og begge mener, at det er en kæmpe fordel ikke længere at være på SU.

Og til spørgsmålet om de stadig har den blå skjorte på om ti år, lyder det nærmest skråsikkert fra Anders Rasmussen: ”Det er jeg ret sikker på. Foreløbigt har jeg ikke haft en dag, hvor jeg ikke har glædet mig til at gå på arbejde”.

Og fra Marie Jahn lyder det: ”Jeg bliver. Især hvis jeg kan få lov at arbejde de steder, hvor jeg kan få lov at udfolde de tanker, værdier og visioner, som jeg har for at kunne udvikle mig i jobbet. Det kunne meget vel være et sted som Storstrøm Fængsel.”

Af Preben Lund