Forbundsformand Bo Yde Sørensen; indlæg i Politiken 17. juli 2019
Man mister nemt sine illusioner, når man møder på arbejde i landets fængsler og arresthuse. Var det det her job, man i sin tid valgte at sige ja til?
Hvor Kriminalforsorgen tidligere var præget af en vision om at gøre en forskel for samfundet, er det i dag den daglige drift, som er eneste interessante parameter.
Hvordan får vi vagtplanen til at hænge sammen? Hvordan får vi effektiviseret mest muligt? Hvordan får vi samlet de indsatte i større institutioner, så der er brug for så få hænder som muligt?
En af mange løsninger, som man tyr til, er at låse de indsatte længere tid inde ad gangen.De får lov til at sove længere om morgenen og komme tidligere i seng. Det frigør ressourcer, som det hedder i new public management-sproget i Kriminalforsorgen.
De positivt ladede ord evner dog ikke at skjule, at vi bevæger os i den forkerte retning: Væk fra de indsatte. Væk fra samarbejdet. Væk fra målet om at bekæmpe kriminaliteten i samfundet. Det giver sig selv, at du ikke får et bedre menneske af at låse vedkommende inde længere tid ad gangen.
På samme måde bidrager den endeløse række af visitationer og kontrolaktioner på fængselsgangene kun til at skabe afstand mellem ansatte og indsatte. Vores tryghed og faglighed som fængselsbetjente hviler på tætte relationer med de indsatte. Det er nu engang sværere at slå på et menneske, som man har god kontakt med.
Det virker, som om nogen har glemt at putte dét ind i regnearkene. Måske giver det ikke mening i kroner og øre på kort sigt. Men det gør det på langt sigt. Der er millioner af kroner at spare for hver person, som vi får tilbage til en kriminalitetsfri tilværelse. Såvel for den enkelte lovbryder, men i særdeleshed for samfundet.
Vi har i Danmark en af de laveste recidivprocenter i verden – altså gengangere i fængslet. Sådan skal det helst blive ved med at være.
Men som det er nu, kan mange kollegaer ikke længere se sig selv blive gamle i jobbet. De valgte ikke at blive fængselsbetjent bare for at låse døre op og i. De gjorde det, fordi de gerne vil blive dygtige i et fag, hvor man gør en forskel for andre. Konsekvensen af den sti, som Kriminalforsorgen har valgt at gå, er, at endnu flere fængselsbetjente siger op. Og færre betjente på vagt kræver endnu flere effektiviseringer, forringelser og stramninger.
Kriminalforsorgen trænger altså i den grad til et nyt perspektiv, som kan bringe arbejdsglæden tilbage.
Heldigvis har vi med Nick Hækkerup som ny minister grund til at håbe på forandringer.
Ikke så meget på grund af partiskiftet, men mere fordi vi har brug for et sæt friske øjne på kriminalforsorgen.
Så kære justitsminister, vi håber du vil være med til formulere en ny vision, som rækker ud over den daglige drift.
Vi har behov for en vision, som igen sætter fokus på at hjælpe de kriminelle videre og definere, hvad Kriminalforsorgens opgave er.
Vi skal have målet om resocialisering tilbage i højsædet som pejlemærke for vores arbejde.En vision om, hvad man vil med vores fag. Der er brug for en samlet styring af personalepolitikken i kriminalforsorgen.
HR og uddannelse skal ikke være noget, der som nu foregår lokalt rundt i landet fra sag til sag. Det skal være noget, man har en holdning til fra centralt hold. Kriminalforsorgen har behov for supervision til at komme ud af det ‘ ekkorum’, den er endt i. Et rum, hvor den er ude af stand til at lytte til andre uden for de bonede gulve.
Grundlæggende skal vi tage stilling til, om kriminalforsorgen alene skal være en opbevaringscentral for kriminelle med bemanding på ringmuren, eller om det skal være et sted, hvor medarbejderne får lov til at udfolde sig og skabe resultater til glæde for samfundet og arbejdsmarkedet.
Hvis det er det sidste, som er svaret, så skal vi være i stand til at hjælpe de indsatte med at komme fode. De skal ud af deres misbrug. De skal prøve meningsfyldt arbejde under afsoningen. De skal motiveres til holde kontakt med familien. De skal støttes i at uddanne sig, og der skal være reelle uddannelsestilbud med faglærte fængselsbetjente til at hjælpe dem.
Vi kan som samfund aldrig nogensinde straffe os til at tilfredsstille retsfølelsen.
Ingen straf kan oprette den skade, en forbrydelse har forvoldt.Men vi kan forsøge at sikre, at den dømte ikke tankeløst fortsætter sin kriminelle løbebane. Det kræver, at vi får tid og lov til at hjælpe dem.
Så kære justitsminister. Vi byder dig velkommen og håber, du vil bruge din ministerpost til at retlede vores nødlidende arbejdsplads. Den har brug for din hjælp.
Som det er nu, kan mange kollegaer ikke længere se sig selv blive gamle i jobbet.
