Et arbejdsliv i Nyborg Fængsel har sat dybe spor i PTSD-ramte Lena. Hun har kæmpet en lang, sej kamp.
Det er den 11. november 2011 i Nyborg Fængsel. Lena, som er leder på et bandeafsnit, kan høre en dør smække på etagen ovenover. Hun løber op for at se, hvad der er på færde. Det viser sig at være en indsat, som ikke vil gå på arbejde. Den indsatte er oppe i det røde felt og begynder at skubbe til en af Lenas kollegaer, som også er til stede i den lille fængselscelle. Det eskalerer hurtigt, og flere fængselsbetjente kommer til.
”Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. Hver gang vi fik den indsatte ned, var han hurtigere oppe end os. Da jeg ville hoppe på ham, imens de andre lå ned, fik jeg en knytnæve lige i tindingen og gik ud som et lys,” fortæller Lena.
Den bevidstløse leder bliver trukket ud af en anden indsat, som kom til undsætning, og bliver kørt på skadestuen.
Overfald fik bæger til at flyde over
I 2009 gik Lena, som i dag er 50 år, fra at være fængselsbetjent til at blive leder på bandeafsnittet i Nyborg Fængsel. Forud for den voldsomme episode havde hun fået det dårligere psykisk.
”Når jeg skulle snakke med ét bandemedlem, endte jeg med at snakke med 20. I flok er de stærke. De rottede sig sammen og stod i en cirkel rundt om mig,” siger Lena.
Da det var værst, havde Lena konstant antennerne ude. Hun kunne ikke tåle høje lyde og larm. Når alarmen lød, gemte hun sig. Den garvede fængselsbetjent havde altid været den første på pletten. Men nu græd hun i det skjulte og kunne ikke huske medarbejdernes eller de indsattes navne.
Det tærede på psyken at være i så højt alarmberedskab på arbejdet, men Lena valgte at overhøre alarmklokkerne og lægens advarsler.
”Jeg ville ikke erkende, at den var gal. Jeg strittede imod og nægtede at lytte til min læge, som advarede mig. Jeg skulle bare overkomme presset og arbejde mig igennem det,” forklarer hun.
Overfaldet i november 2011 var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Lena blev diagnosticeret med post-traumatic stress disorder, også kaldet PTSD. Da hun ikke havde sovet i et halvt år, skred hendes læge ind, udskrev sovepiller og sygemeldte hende.
Lena vendte aldrig tilbage til Nyborg Fængsel.
Når jeg skulle snakke med ét bandemedlem, endte jeg med at snakke med 20. I flok er de stærke. De rottede sig sammen og stod i en cirkel rundt om mig.
Socialrådgiveropgaver tog tid fra relationsarbejdet
Lena startede som fængselsbetjent i 1995. I de første ti år elskede hun sit job. Hun satte pris på sammenholdet blandt medarbejderne i fængslet. De stod sammen, når det virkelig gjaldt, og kunne grine sammen.
”Mine kollegaer og fællesskabet var det bedste ved jobbet. Vi havde en bestemt jargon, og humoren var sort. Det kunne være tungt at være i et fængsel, så vi havde brug for en ventil,” fortæller Lena.
Lena har altid lagt vægt på det relationelle arbejde med de indsatte og set det som en kerneopgave, der var vigtig og meningsfuld. Hun havde en god dialog med de indsatte og kunne endda til tider have det sjovt med dem. Gennem tiden har de indsatte delt barske historier fra deres barndom og liv og ladet hende se ind bag den hårde facade, så hun bedre kunne forstå deres adfærdsmønster.
Men gradvist ændrede Lenas arbejdsopgaver og arbejdsliv sig i takt med, at Nyborg Fængsel gennemgik nogle forandringer.
”Ledelsen havde fokus på at opfylde måltal og begyndte at prioritere anderledes. Meget af de ansattes arbejdstid gik med papirarbejde, som en socialrådgiver egentlig burde lave. Det havde den konsekvens, at der var mindre og mindre tid til at skabe den gode kontakt til de indsatte. Og jo mindre kontakt, der var, jo sværere blev det at omgås og kommunikere med dem,” siger Lena.
Det psykiske arbejdsmiljø haltede gevaldigt
Set i bakspejlet fortryder Lena, at hun trådte ind i lederrollen i 2009.
”Mine ledere havde travlt med at diktere min ledelsesstil, og hvordan jeg skulle gøre tingene. Hvad og hvordan, jeg skulle formidle til mine medarbejdere. Jeg skulle være leder på andres præmisser og havde svært ved at indordne mig,” fortæller hun og fortsætter:
”Den øvre ledelse var ikke gode til at komme ud på gulvet blandt medarbejderne og lytte på deres problemstillinger. For ledelsen handlede det kun om drift, måltal og kroner og ører. Jeg tog nogle kampe med dem, og det sled på mig.”
Ledelsen havde fokus på at opfylde måltal og begyndte at prioritere anderledes. Meget af de ansattes arbejdstid gik med papirarbejde, som en socialrådgiver egentlig burde lave. Det havde den konsekvens, at der var mindre og mindre tid til at skabe den gode kontakt til de indsatte.
I lang tid havde det stået grelt til med det psykiske arbejdsmiljø i Nyborg Fængsel. Lena og hendes kollegaer led under overarbejde og stort arbejdspres, eftersom deres arbejdsplads manglede mandskab og ressourcer. Det var faktisk et særsyn, hvis de var fuldtallige på vagterne. De ansatte var overbelastede, hvilket gik ud over overskuddet og arbejdsglæden.
For at passe på sig selv og fjerne lidt af presset og ansvaret fra skuldrene besluttede Lena i 2012 at forlade lederstillingen på bandeafsnittet til fordel for den forhenværende stilling som almindelig fængselsbetjent. Men hendes sidste måneder i fængslet var stressede og kaotiske, og hun var en skygge af sig selv. Hun grinede ikke længere med sine kollegaer.
Tre år i et angstfyldt hul
I kølvandet på sygemeldingen knækkede filmen fuldstændig for Lena.
”Mange gange har jeg overvejet, om jeg bare skulle køre ind i et træ”, siger hun.
Den psykiske lidelse PTSD fik overtaget og holdt hende i et jerngreb. Hun turde ikke at tage telefonen eller at gå ud og handle. Hun sov ikke. Og hvis hun så endelig faldt i søvn, så havde hun mareridt.
”Jeg drømte, at jeg var lukket inde på en fængselsafdeling. De indsatte havde ikke nogen hoveder. Og der var ingen døre, så jeg kunne ikke komme ud,” fortæller den tidligere fængselsbetjent.
For at kunne holde mørket ud fik Lena forskellige former for behandling. Hun havde både en psykolog og psykiater til rådighed. Fik maksimal dosis antidepressiv medicin flere gange om dagen og sovemedicin oveni.
Jeg stirrede ind i en væg i tre år. Jeg var slet ikke mig selv.
”Jeg blev proppet med medicin. Det gjorde, at jeg blev tykkere og tykkere. Jeg gik rundt i en døs. Medicinen var ikke god for mig, men den var nødvendig,” siger hun.
I tre år drejede livet sig om ren overlevelse. Lena skulle bare klare sig igennem dagen, og det smerter hende stadig, at hendes tre børn oplevede deres mor sådan.
”Jeg stirrede ind i en væg i tre år. Jeg var slet ikke mig selv. Mine børn hjalp mig. De gjorde rent og købte ind. Hvis jeg en sjælden gang var med i supermarked, så satte jeg varerne, kravlede rundt på gulvet eller smuttede. De kunne ikke lide at have venner med hjemme, fordi jeg så dårlig ud,” fortæller Lena.
Imens Lena kæmpede sin indre kamp mod PTSD og traumer, kørte hendes arbejdsskadesag planmæssigt. Efter et lille års tid var sagen afsluttet, og hun var godt tilfreds med udfaldet.
”Der var ikke noget at rafle om, fordi jeg blandt andet var blevet slået ned. Så det var en nem sag, som blev behandlet hurtigt sammenlignet med andre arbejdsskadesager,” siger Lena.
”Det var besværligt at indsamle alle rapporter og dokumentation, men de ubehagelige og traumatiserende oplevelser har brændt sig fast på min nethinde. Kan endda huske årstallene,” fortsætter hun.
Reddet af veninde og coachforløb
Foruden de professionelle fagfolk, som Lena kunne trække på, havde hun trofaste mennesker blandt sine nærmeste, der holdt hende oven vande. Hun orkede aldrig at være social, men visse veninder blev ved med at komme forbi. Særligt én veninde insisterede på at hjælpe og hanke op i Lena. En dag forærede veninden hende et coachforløb.
Lena endte med at tage imod venindens udstrakte hånd. Det var grænseoverskridende men viste sig også at være skelsættende. For coachforløbet gjorde en overraskende stor forskel i hendes liv. Hun blev bidt af sund kost og træning.
”Der skete noget med mig i den periode. Jeg blev mere glad og fik mere overskud. Begyndte at tabe mig, blev medicinfri og fik mod på tilværelsen. Trænede mig ud af den svære sygdom og krisen,” siger hun.
Ar på sjælen forsvinder aldrig
Lena befinder sig ikke længere i mørket. Men hun skal leve med PTSD-lidelsen og konsekvenserne af den resten af sit liv.
”Min korttidshukommelse er væk. Jeg kan stadig ikke tåle høje lyde. Hvis jeg er heldig, sover jeg 4-5 timer i døgnet. Jeg kigger mig over skulderen, når jeg bevæger mig rundt ude. Min krop tror stadig, at den skal være klar til at reagere,” siger Lena op og fortsætter:
”Jeg må ikke have for mange planer og aftaler i kalenderen. Jeg siger nej til meget. Jeg kan godt være sammen med mine venner, for dem er jeg tryg ved. Men ingen må forvente noget af mig – heller ikke mine børn.”
Ikke nok med, at Lena er påvirket af alle disse symptomer, gener og begrænsninger i sin hverdag, så møder hun også af og til mistro og skepsis fra omverdenen. Der stilles spørgsmålstegn ved, hvorvidt hun overhovedet fejler noget, og om hun har fået sin pension for nemt. For man kan ikke umiddelbart se på hende, at hun lider af PTSD.
Min korttidshukommelse er væk. Jeg kan stadig ikke tåle høje lyde. Hvis jeg er heldig, sover jeg 4-5 timer i døgnet. Jeg kigger mig over skulderen, når jeg bevæger mig rundt ude.
Ny tilværelse, ny identitet
Selv om Lena er helt klar over, at det var den eneste rigtige beslutning at forlade jobbet som fængselsbetjent tilbage i 2012, så var afskeden med Kriminalforsorgen alligevel ambivalent.
”Jeg har savnet arbejdet og kollegaerne. Da jeg havde haft min sidste arbejdsdag og stod ude på den anden side af fængselsporten, var jeg glemt øjeblikkeligt. Det føltes trist. For hvem var jeg, hvis ikke jeg var fængselsbetjent?”
Men i dag har Lena en velfungerende tilværelse med sine børn. Hun har fået afstand til den lange årrække i Nyborg Fængsel og de efterfølgende år i det sorte hul.
”Jeg har det meget bedre. Det kan mine børn også bekræfte. De kan mærke, at jeg langt om længe er glad igen. Det har betydet meget for vores relation og familieliv,” siger hun.
Nu skal hun så finde ud af, hvad hendes nye identitet er, og hvilke ønsker hun har for fremtiden.
Tekst og foto: Maiken Krongaard Knudsen, freelancejournalist
